Sura Al-A'raf — Vers 134

Ordforklaring:

• Ar-rijz (الرِّجْز): betyder straf, plage eller lidelse, som blev sendt som et tegn fra Allah. I denne sammenhæng refererer det til den straf, der ramte Farao og hans folk, herunder oversvømmelser, græshopper, lus, frøer og blod – og ifølge nogle fortolkninger også en pest.
• ʿAhida ʿindak (بِمَا عَهِدَ عِندَك): betyder "ved den pagt, som Allah har indgået med dig" – dvs. den særlige udmærkelse og det løfte, som Allah gav Moses (fred være med ham) om, at bønnen ville blive hørt, og at straffen kunne ophæves ved oprigtig anger.

Tolkning af verset:

Da straffen og plagen ramte Farao og hans folk, og lidelsen blev uudholdelig for dem, vendte de sig i desperation mod Moses (fred være med ham). De sagde: "O Moses, kald på din Herre for os – på grundlag af den pagt, som Han har indgået med dig og den udmærkelse, Han har givet dig med profetdom og bønnens opfyldelse. Bed Ham om at fjerne denne straf fra os. Hvis du får fjernet straffen fra os, så vil vi sandelig tro på dig og følge det, du er kommet med, og vi vil lade Israels børn tage af sted med dig uden hindring."

De lovede altså at tro og at frigive Israels børn, men deres løfte var kun et udtryk for nød og tvang, ikke for oprigtig tro. De søgte kun at slippe for lidelsen, ikke at opnå Allahs tilfredshed. Deres ord afslørede deres svaghed og hykleri, for de havde tidligere set mange mirakler uden at tro.

Visdom og lærdomme fra verset:

• Verset viser, at når mennesker rammes af straf og lidelse, vender de sig ofte til Allah i nød, selv dem der tidligere var stædige og arrogante. Dette minder os om, at hjertet naturligt søger sin Skaber i vanskelige tider, og at Allah er den eneste, der kan fjerne skade og velsigne med nåde.
• Det lærer os, at bøn (duʿa) er et mægtigt våben for den troende, og at Allah ærer sine profeter og lytter til deres bønner. Moses (fred være med ham) blev et eksempel på en profet, der gik i forbøn for sit folk, selvom de var syndere – hvilket viser profeternes barmhjertighed og tålmodighed.
• Verset advarer os mod at gøre troen betinget af, at vores ønsker bliver opfyldt. Ægte tro skal være oprigtig og konstant, ikke kun i nødens stund. Allah elsker dem, der er standhaftige i troen både i medgang og modgang.
• Det understreger også vigtigheden af at holde løfter og være sandfærdige i sine ord. Faraos folk brød deres løfte, så snart straffen blev lettet, hvilket viser, at tomme løfter uden oprigtighed ikke har værdi hos Allah.
• Endelig minder verset os om, at Allahs straf kan være en nåde i forklædning, fordi den vækker mennesker fra deres ligegyldighed og får dem til at vende tilbage til Ham. For den troende er enhver prøvelse en mulighed for at nærme sig Allah og styrke sin tillid til Ham.