Sura Al-Isra — Vers 85

Ordforklaring:

• Ar-Rūḥ (روح): Sjælen/ånden, som er livets hemmelighed i mennesket. Der er uenighed om, hvad den er, og derfor spurgte de.
• Min amri Rabbī (من أمر ربي): "Af min Herres sag/viden" – dvs. at dens sande natur hører til Guds skjulte viden og Hans skabelse, ikke noget mennesker kan fatte fuldt ud.
• Mā ūtītum (ما أوتيتم): "Det, I er givet" – dvs. den viden, som mennesker har fået tildelt.

Tolkning af verset:

De vantro – især jødernes lærde – spurgte profeten Muhammed (fred være med ham) om sjælens sande natur for at teste ham og finde en undskyldning for at afvise hans budskab. Gud befaler ham at svare dem, at sjælen er en del af Guds skjulte viden og Hans skabelse, som ingen kender dens fulde sandhed. Derefter gøres det klart, at al den viden, som mennesker – både troende og vantro – har fået, er yderst begrænset sammenlignet med Guds uendelige viden. Hele menneskehedens samlede viden er kun en lille dråbe i forhold til Guds viden. Dette er en påmindelse om menneskets begrænsning og Guds almagt.

Udledte lærdomme og formaninger:

1. Mennesket skal være ydmygt over for sin egen viden og erkende, at der findes ting, som ligger uden for dets fatteevne – og det er en del af troen at acceptere dette.
2. Spørgsmål om det skjulte, som ikke er nødvendige for tro og handling, bør ikke forfølges med nysgerrighed, men man skal overlade deres viden til Gud.
3. Videnskab og viden er en gave fra Gud, men den er begrænset; derfor skal man ikke gøre sin viden til en målestok for alt, men stole på Guds åbenbaring.
4. Dette vers lærer os at være tilfredse med den viden, Gud har givet os, og at søge mere viden, der gavner os i tro og liv, mens vi overlader det skjulte til Gud.
5. Det viser også profetens (fred være med ham) oprigtighed, for han svarede ikke med gætværk, men med sandheden fra Gud – hvilket er et bevis på, at han var en sand sendebud.