Sura Al-Furqan — Vers 27

Ord- og udtryksforklaring:

• "يَعَضُّ الظَّالِمُ عَلَىٰ يَدَيْهِ": At bide sig selv på hænderne er et udtryk for dyb fortrydelse, sorg og fortvivlelse.
• "سَبِيلًا": En vej eller sti – her ment som vejen til frelse og paradis gennem tro og retledning.

Tolkning af verset:

Verset henvender sig til profeten Muhammed (fred være med ham) og formaner ham til at minde menneskene om den dag, hvor synderen – den, der har gjort uret mod sig selv ved at afvise troen – vil bide sig selv på hænderne af ren fortrydelse og nød. På denne dag vil han udbryde: "Åh, var det blot, at jeg havde fulgt profeten og taget imod det, han bragte fra sin Herre, og dermed valgt troens vej, som fører til paradiset!" Han vil fortryde sin forsømmelse og ønske, at han havde sluttet sig til profeten og hans følgesvende i denne verden.

Ifølge nogle overleveringer siges det, at verset blev åbenbaret om en bestemt person, der havde været tæt på at acceptere islam, men blev forhindret af en dårlig ven, der fik ham til at opgive troen. Denne dårlige ven blev dermed årsag til hans fortabelse. Synderen vil på dommedag også sige: "Åh, var det blot, at jeg ikke havde taget den og den som ven!" – fordi denne ven ledte ham bort fra Koranen og retledningen, efter at den var kommet til ham. Og Satan er altid en svigefuld hjælper for mennesket, der lader ham i stikken i det afgørende øjeblik.

Visdom og lærdomme fra verset:

• Verset advarer stærkt imod at vælge dårlige følgesvende, fordi de kan blive årsag til ens fortabelse i begge verdener. Et godt venskab er derimod en vej til frelse, mens et dårligt venskab kan trække en ned i fortabelsen.
• Det viser vigtigheden af at gribe muligheden for at følge sandheden, mens man lever, og ikke udsætte det – for fortrydelsen på dommedag vil ikke gavne noget.
• Verset understreger, at profeten Muhammed (fred være ham) er den klare vejleder, og at at følge ham er vejen til paradis og evig lykke.
• Det opfordrer mennesket til at reflektere over sine valg i livet og til at prioritere det, der fører til Guds tilfredshed, frem for timelige og vildledende interesser.
• Det minder os om, at Satans rolle er at svigte mennesket, og at man derfor skal søge beskyttelse hos Gud og holde sig til troens fællesskab.