Sura Ash-Shu'ara — Vers 112

Ord- og udtryksforklaring:

• "وَمَا عِلْمِي" – Hvad ved jeg? Det vil sige: Jeg har ingen viden eller kendskab til det.
• "بِمَا كَانُوا يَعْمَلُونَ" – Om det, de plejede at gøre; dvs. deres handlinger og gerninger.

Tolkning af verset:

Da Noa's folk blandt de ledende vantro kritiserede ham for at omgive sig med svage og fattige troende, og de krævede, at han skulle afvise dem, svarede Noa dem med dette vers: "Hvad ved jeg om det, de gør?" Han gjorde det klart, at han ikke var blevet pålagt at kende til deres indre hensigter eller at granske deres skjulte forhold. Hans opgave var udelukkende at kalde dem til troen på Allah, uanset deres sociale status, slægt eller erhverv. Han var ikke blevet sendt som en tilsynsmand over dem, der skulle føre regnskab med deres gerninger, og han havde heller ikke kendskab til deres oprigtighed eller hykleri. Det er kun Allah, der kender det skjulte og det, som gemmer sig i hjertet. Vurderingen af mennesker sker ud fra deres tilsyneladende tro, ikke ud fra deres ydre forhold eller formodninger om deres indre.

Udledte lærdomme og frugter:

1. En profet og en da'i (en, der kalder til Allah) er ikke forpligtet til at kende menneskers inderste hensigter eller skjulte forhold; hans opgave er at kalde til Allah med visdom og god formaning.
2. Man skal ikke vurdere mennesker ud fra deres sociale status, rigdom eller fattigdom, men ud fra deres tro og oprigtighed.
3. At beskytte de svage og fattige troende og ikke afvise dem er en ædel egenskab, som profeterne praktiserede, og som enhver muslim bør følge.
4. At overlade kendskabet til det skjulte til Allah alene er en del af den rene tawhid (monoteisme), og man bør ikke påtage sig det, som man ikke er ansvarlig for.
5. Verset lærer os god opførsel i dialog – Noa svarede roligt og logisk uden at lade sig provokere af de vantros arrogance.