Sura Al-'Ankabut — Vers 14

Betydning af udvalgte ord i verset:

• "Lebith" (فَلَبِثَ): Han forblev og opholdt sig.
• "At-Tufan" (الطُّوفَان): Vandmasserne (oversvømmelsen), som omringede og dækkede alt, så ingen kunne undslippe.
• "Zalimun" (ظَالِمُونَ): De handlede uretfærdigt mod sig selv ved at fortsætte i deres vantro og synd.

Tolkning af verset:

Vi sendte faktisk Noa (fred være med ham) som en profet og udsending til sit folk, og han blev iblandt dem i ni hundrede og halvtreds år – med andre ord tusind år minus halvtreds. I hele denne lange periode opfordrede han dem til at tilbede Gud alene og advarede dem mod afgudsdyrkelse, men de afviste hans kald og fortsatte med deres hovmod og vantro. Da de ikke reagerede på hans formaninger, sendte Gud oversvømmelsen over dem, som omringede dem fra alle sider og druknede dem, mens de stadig var uretfærdige over for sig selv på grund af deres afvisning af sandheden og deres vedholdenhed i synd. Verset nævner først tusind år for at understrege den lange periode, derefter specificeres de halvtreds år for at præcisere det nøjagtige antal.

Lærdomme og visdom fra verset:

1. Tålmodighed i da'wah (indkaldelse til Gud): Noas historie lærer os, at vejen til at formidle budskabet kræver stor tålmodighed og udholdenhed, selv når folk vender sig bort, og resultaterne er langsomme. Denne lange periode var en prøve for Noa, som han bestod med ære.
2. Guds retfærdighed: Verset viser, at Guds straf kommer, når mennesker fortsætter i uretfærdighed og afviser advarslerne, selv efter at have fået al den tid og de muligheder, de behøvede for at vende om.
3. Vigtigheden af at udnytte tiden: Noas næsten tusind år blandt sit folk viser, at lang tid ikke i sig selv ændrer mennesker, hvis deres hjerter er lukkede. Det opfordrer os til at reflektere over, hvordan vi bruger vores tid i lydighed mod Gud og i at gøre godt.
4. Nåde før straf: Gud sendte ikke straffen, før profeten havde udført sin mission fuldt ud og i lang tid. Dette afspejler Guds barmhjertighed og retfærdighed over for sine skabninger.
5. At advare mod hovmod: Folkets skæbne på trods af deres styrke og antal minder os om, at ingen er hævet over Guds magt, og at hovmod og afvisning af sandheden fører til ødelæggelse.