Sura Al-Imran — Vers 195

Betydning af udvalgte ord i verset:

• "Istaǧāba": At besvare og imødekomme en bøn.
• "Lā uḍīʿu": Jeg lader ikke gå tabt eller forsømmer.
• "Hāǧarū": De, der udvandrede fra deres hjemland for Guds skyld.
• "Uḫriǧū min diyārihim": De, der blev fordrevet fra deres hjem.
• "Ūḏū fī sabīlī": De, der blev påført skade og lidelse på Min vej.
• "Li-ukaffiranna": Jeg vil helt sikkert slette og tilgive.
• "Ḥusn al-ṯawāb": Den bedste og smukkeste belønning.

Fortolkning af verset:

Herren besvarede deres oprigtige bøn og sagde: "Jeg lader ikke en eneste persons handling gå tabt – hverken en mands eller en kvindes." Dette understreger, at alle mennesker er lige i Guds øjne, når det kommer til belønning for deres gerninger. De er hinandens ligemænd i troen, og deres oprindelse fra samme skaberværk gør dem til ét fællesskab – ingen er bedre end en anden på grund af køn, men kun gennem handling og gudsfrygt.

Derefter nævner Gud specifikt dem, der udvandrede for Hans skyld, blev fordrevet fra deres hjem, led overlast i Hans sag, kæmpede og blev dræbt på Hans vej. For disse lover Gud to store ting: For det første vil Han slette deres synder og fejltrin, så de ikke stilles til regnskab for dem. For det andet vil Han føre dem ind i paradisets haver, hvor floder strømmer under paladserne og træerne. Dette er en belønning fra Gud – og hos Gud er den bedste belønning, som intet kan sammenlignes med.

Visdom og lærdomme fra verset:

1. Gud accepterer alle oprigtige bønner – uanset hvor store eller små de er, så længe hjertet er oprigtigt over for Ham.
2. Ligestilling mellem kønnene i belønning – både mænd og kvinder får fuld belønning for deres handlinger uden forskelsbehandling. Dette viser islams retfærdighed og ophøjede syn på kvinder.
3. Oprigtig indsats går aldrig tabt – selv de mindste gerninger, der gøres for Guds skyld, vil blive belønnet, og intet overses hos Ham.
4. Opofrelse for religionen har en særlig plads hos Gud – udvandring, modgang, kamp og offer i Guds sag er blandt de højeste handlinger, der fører til tilgivelse og paradis.
5. Håb og optimisme – verset giver troende håb om, at uanset hvor store deres synder er, så er Guds nåde og tilgivelse større, når de oprigtigt stræber efter Hans vej.
6. Paradisets virkelighed – beskrivelsen af haver med strømmende floder vækker længsel i hjertet og motiverer den troende til at handle for at opnå denne evige lykke.