Sura As-Saffat — Vers 156

Ordforklaring:

• سُلْطَانٌ: Bevis, argument eller autoritet.
• مُبِينٌ: Klart, tydeligt og åbenlyst.

Tolkning af verset:

Dette vers er en del af en længere diskussion, hvor de vantro arabere beskyldte Gud for at have børn, og de hævdede, at englene var Guds døtre. Gud udfordrer dem her med et retorisk spørgsmål: "Eller har I et klart bevis?" – Det betyder: Har I nogen form for dokumentation, et skriftligt vidnesbyrd eller en udsendt profet, der støtter jeres påstand? Har I en logisk begrundelse eller et overbevisende argument for, at Gud skulle have et barn? Svaret er selvfølgelig nej. De har hverken åbenbaring, fornuft eller tradition, der kan understøtte deres påstand. Tværtimod er deres påstand i direkte modstrid med sund fornuft og med alle de tidligere åbenbaringer, der bekræfter Guds enhed og ophøjethed over enhver form for mangel eller behov.

Pointer og visdom fra verset:

1. Vigtigheden af beviser i religion: Islam opfordrer til at følge viden og klare beviser, ikke blinde antagelser eller overtro. En tro, der ikke er baseret på sikker viden, er værdiløs.
2. Guds ophøjethed: Verset bekræfter, at Gud er hævet over enhver form for ufuldkommenhed, og at Han ikke har nogen ligemand eller afkom. Dette renser troen fra alle former for afvigelser.
3. Retorisk udfordring: Ved at udfordre modstanderne til at fremlægge et bevis, viser Quranen sin overbevisende kraft og logiske argumentation, hvilket efterlader modstanderne uden nogen undskyldning.
4. Kærlighed til sandheden: Verset opmuntrer den troende til at søge sandheden med oprigtighed og til at afvise alle former for falske påstande, uanset hvor udbredte de måtte være.