Sura Ghafir — Vers 37

Ordforklaring:

• "Asbāb al-samāwāt": Himlenes veje, stiger eller døre, som fører op til himlene.
• "Fa-attiʿa": Så jeg kan se og undersøge.
• "Tabāb": Undergang, fortabelse og totalt tab.

Tolkning af verset:

Farao sagde, idet han afviste Moses’ kaldelse til at anerkende og underkaste sig verdens Herre: "O Haman, byg et højt tårn for mig, så jeg måske kan nå himlenes veje og døre, så jeg kan se Moses’ gud med egne øjne." Han tilføjede: "Jeg tror sandelig, at Moses lyver i sin påstand om, at vi har en Herre, som er ophøjet over himlene." Således blev Faraos onde handling pyntet og fremstillet som god i hans eget øje, og han blev afledt fra sandhedens vej til vildfarelsens veje på grund af den falskhed, der blev gjort tiltalende for ham. Faraos list og planlægning – som havde til formål at overbevise folket om, at han havde ret, og at Moses var på vildspor – endte kun i undergang og fortabelse, og den bragte ham hverken gavn i denne verden eller i det hinsides, men førte ham kun til ulykke og evig elendighed.

Udledte visdomme og formaninger:

• Dette vers viser os, hvor farligt hovmod og arrogance er, og hvordan et forvrænget syn på virkeligheden kan få et menneske til at se sin egen ondskab som godhed. Det advarer os mod at følge vores egne indfald og ønsker uden at lytte til sandheden.
• Det lærer os, at Guds sendebud og deres budskaber altid vil møde modstand fra dem, der er opsat på magt og stolthed, men at Guds hjælp og sejr altid er på sandhedens side.
• Verset understreger, at enhver plan, der bygges på løgn og modstand mod sandheden, er dømt til at mislykkes og forsvinde, mens Guds vej er den eneste vej til varig succes og frelse.
• Det opfordrer os til at søge oprigtighed i vores handlinger og til at være ydmyge over for vor Herre, så vi ikke bliver som Farao, hvis hovmod og stædighed førte ham til fortabelse, selvom han havde al verdens magt.