Sura Ad-Dukhan — Vers 27

Ordforklaringer:

• "نَعْمَةٍ": betyder et liv i overflod, luksus og behagelighed.
• "فَاكِهِينَ": betyder dem, der lever i fryd og glæde, nyder livets goder og er optaget af fornøjelser.

Tolkning af verset:

Dette vers fortsætter beskrivelsen af, hvad Farao og hans folk efterlod sig, da de blev ramt af Guds straf og druknede i havet. Verset henviser til, hvor mange former for luksus og behageligheder de havde efterladt sig – et liv præget af overflod, hvor de levede i fryd og glæde, omgivet af frugtbare haver, rindende kilder og smukke boliger. De nød dette liv uden at tænke på taknemmelighed over for Gud eller på konsekvenserne af deres arrogance og undertrykkelse. Pludselig blev de revet bort fra al denne nydelse, og deres rigdomme og fornøjelser blev efterladt til andre. Dette viser, at verdslige goder er forbigående, og at intet varer ved, når Guds dom indtræffer.

Lærdomme og formaninger fra verset:

• Verdens liv med alle dets glæder og fornøjelser er midlertidigt og forbigående; det, der virkelig tæller, er det, man gør for det evige liv.
• Mennesket bør ikke lade sig forblænde af rigdom og luksus, så det glemmer sin Herre og de pligter, man har over for Ham.
• Guds straf kan komme pludseligt, selv når mennesket er midt i sin nydelse og tryghed – derfor skal man altid være ydmyg og taknemmelig.
• Historien om Farao og hans folk er en påmindelse om, at magt og velstand ikke beskytter mod Guds vilje, og at retfærdighed altid vil sejre over undertrykkelse.
• Verset opfordrer den troende til at reflektere over livets virkelighed og investere i det, der bringer gavn i det hinsides, frem for at jagte flygtige fornøjelser.