Sura Al-Isra — Vers 107

Ordforklaringer:

• "Aḏqān" (ذقان): Flertal af "ḏaqan", som betyder hagen – det nederste område af ansigtet, hvor kæbebenet mødes.
• "Yakhirrūn" (يخرّون): De falder ned med stor kraft og ydmyghed, som udtryk for dyb underkastelse.
• "Ūtū al-ʿilm" (أوتوا العلم): De, der har fået viden – her refereres der til de lærde blandt jøder og kristne, som havde ægte kundskab om de tidligere åbenbarede skrifter.

Tolkning af verset:

Opmuntringen og truslen i dette vers er rettet mod dem, der afviser sandheden. Budskabet er: "Sig, O Muhammad: Tro på denne Koran eller lad være – jeres tro eller vantro tilføjer eller fjerner intet fra dens sandhed og ophøjethed. Den er Guds ord, og den er fuldkommen, uanset jeres holdning til den."

Derefter beskriver verset kontrasten mellem de sande vidende og de stædige vantro. De lærde, som modtog viden fra de tidligere bøger – Toraen og Evangeliet – og som gennem disse skrifter genkendte sandheden om åbenbaringen og kendetegnene på profetien, de falder straks ned på deres ansigter i sujud (ydmygelse for Gud), når Koranen læses op for dem. Deres fald sker ikke blot som en rutine, men som en spontan reaktion fyldt med ærefrygt og taknemmelighed over for Gud, fordi de ser deres forventninger gå i opfyldelse i denne sidste åbenbaring.

Udledte lærdomme og budskaber:

1. Ægte viden fører til ydmyghed: Jo mere et menneske lærer og forstår om Guds skaberværk og åbenbaring, desto mere ydmygt og underkastet bliver det over for Gud. Viden er ikke en grund til stolthed, men en vej til dybere tro og hengivenhed.
2. Koranens sandhed er uafhængig af menneskers accept: Koranens storhed og guddommelige oprindelse er ikke afhængig af, hvem der tror på den eller afviser den. Dette giver den troende tryghed og styrke, uanset omverdenens reaktioner.
3. De tidligere skrifters lærde som forbillede: De oprigtige lærde fra de tidligere religioner anerkendte sandheden, da de så den, og de tøvede ikke med at underkaste sig Gud. Dette er en opfordring til os om at være åbne over for sandheden, uanset hvor den kommer fra, og at følge den, når den bliver tydelig.
4. Sujud er en handling af kærlighed og taknemmelighed: At falde ned i sujud er ikke kun en fysisk handling, men et udtryk for hjertets tilstand – en blanding af ærefrygt, kærlighed og taknemmelighed over for Gud for Hans vejledning. Dette viser, at islam opfordrer til en dyb, følelsesmæssig og åndelig forbindelse med Skaberen.