Sura Taha — Vers 124

Ordbetydninger:

• أَعْرَضَ: Vender sig bort, afvender sig med vilje og bevidsthed.
• ذِكْرِي: Min formaning og påmindelse, hvilket vil sige Koranen og den guddommelige vejledning.
• ضَنكًا: Trang, vanskelig og besværlig levevis, der er præget af nød og bekymring.
• نَحْشُرُهُ: Vi samler ham og fører ham frem (til dommens sted).
• أَعْمَى: Blind – både fysisk blind og blind for argumenter og retfærdiggørelse.

Tolkning af verset:

Den, der med vilje vender sig bort fra Min påmindelse – det vil sige Koranen og den vejledning, som Jeg har sendt til ham – og som ikke tager imod den eller følger dens budskab, vil få et trangt og besværligt liv i denne verden. Selvom han udadtil ser ud til at have rigdom og velstand, vil hans hjerte være fyldt med uro, bekymring og utilfredshed, og hans liv vil blive gjort smalt og vanskeligt. Derudover vil hans grav blive gjort trang og fyldt med straf i mellemtilstanden (barzakh). På dommedag vil Vi samle ham og føre ham frem i en tilstand af blindhed – blind for synet og blind for enhver undskyldning eller argument, så han hverken kan se eller forsvare sig.

Udledte visdomme og formaninger:

Dette vers lærer os, at sand lykke og fred i sindet ikke ligger i materiel rigdom eller ydre omstændigheder, men i hjertets forbindelse med Gud gennem Hans påmindelse. Den, der vender sig bort fra Guds vejledning, vil aldrig finde ægte ro, uanset hvor meget han ejer. Verset opfordrer os til at holde fast i Koranen og lade den være vores ledestjerne i livet, for den er kilden til indre fred og tryghed. Det minder os også om, at vores handlinger i denne verden har konsekvenser i det hinsides, og at vi bør stræbe efter at være blandt dem, der lytter til Guds budskab og følger det, så vi kan opnå lykke både her og i det hinsides.