Sura Al-Anbiya — Vers 100

Betydning af ord:

• Zafīr (زَفِيرٌ): En dyb, kraftfuld og smertefuld udånding/vejrtrækning, som lyder som et stønnen eller brøl, der kommer fra dybet af brystet på grund af ekstrem lidelse.
• Lā yasma‘ūn (لَا يَسْمَعُونَ): De hører intet; de er ude af stand til at opfatte nogen lyd.

Tolkning af verset:

For disse fordømte i Helvedes ild er der en frygtelig pine, som deres zafīr – den intense og smertelige vejrtrækning – vidner om. Deres åndedræt er tungt og stønnende, som et udtryk for den uudholdelige smerte, de gennemgår. Og i denne tilstand er de ude af stand til at høre noget som helst; de er fuldstændig afskåret fra at opfatte lyde, fordi rædslen og rædslerne omkring dem er så overvældende, og ilden buldrer og brøler så voldsomt, at intet når deres ører. De er endda blevet frataget hørelsen, fordi hørelse kunne have givet dem en form for trøst eller kontakt, men de er berøvet selv dette.

Udledte visdomme og formaninger:

Dette vers lærer os om virkeligheden af Guds retfærdighed og alvoren af at vende sig bort fra Hans vejledning. Det vækker en dyb følelse af ærefrygt og frygt i hjertet, som får den troende til at søge Guds nåde og barmhjertighed og til at arbejde ihærdigt for at undgå alt, der kan føre til denne skæbne. Det minder os om, at livet i denne verden er en prøve, og at vores handlinger har konsekvenser – og at den eneste sande redning ligger i at følge profeternes budskab og leve i lydighed mod Allah. Denne bevidsthed fylder den troende med håb om Guds tilgivelse og med en inderlig bøn om at blive blandt dem, der får lov til at høre og se i Paradisets evige glæde.