Sura Al-Anbiya — Vers 41

Ord- og udtryksforklaring:

• "Istuhzi'a" – Der blev gjort grin med og hånet.
• "Fahāqa" – Det omsluttede og ramte dem fuldstændigt, så de ikke kunne undslippe det.
• "Mā kānū bihī yastahzi'ūn" – Det, de plejede at spotte og latterliggøre, nemlig den straf, som sendebudene havde advaret dem om.

Tolkning af verset:

Allah trøster her profeten Muhammed (fred og velsignelser være med ham) og minder ham om, at hån og spot ikke er noget nyt for Guds sendebud. Før hans tid blev mange profeter også mødt med latterliggørelse fra deres folks side. Men den endelige udgang var altid til skræk og advarsel for hånerne: Den straf, som de gjorde nar ad og afviste som en trussel, kom til at omringe dem fuldstændigt og ramme dem hårdt. De troede, at truslen var tom, men virkeligheden viste sig at være anderledes – straffen indhentede dem i denne verden eller i det hinsides, og ingen kunne redde dem fra den. Verset understreger dermed, at hån mod Guds budbringere ikke ændrer sandheden, men kun øger hånerens fortabelse.

Udledte visdomme og formaninger:

1. Tålmodighed i mødet med modstand er en profetisk dyd – og den, der følger profeternes vej, må forvente lignende prøvelser.
2. Hån og spot er et tegn på arrogance og uvidenhed, og det vender altid tilbage til håneren selv som en kilde til fortrydelse.
3. Guds lovede sejr er uundgåelig for sandheden, uanset hvor meget modstanderne forsøger at nedgøre den.
4. Verset opmuntrer den troende til at stole på Allahs løfter og ikke lade sig påvirke af spotterne, for straffen for deres hån er sikker, og belønningen for tålmodighed er stor.
5. Historien om tidligere sendebud giver håb og styrke til de troende i alle tider – ingen hån varer ved, men Guds dom er evig og retfærdig.