Sura Sad — Vers 5

Ordforklaring:

• أَجَعَلَ: Spørgende retorisk – "Har han gjort?" – udtrykker vantro og undren.
• الْآلِهَةَ: Flertal af "ilah" – de mange guder, som de afgudsdyrkende arabere tilbad.
• إِلَٰهًا وَاحِدًا: Én eneste gud – dvs. at lægge al tilbedelse hos én Gud alene.
• عُجَابٌ: Noget, der vækker stor forundring og undren – mere intenst end "underligt".

Tolkning af verset:

Da profeten Muhammad (fred være med ham) kaldte sit folk til at tilbede Allah alene og opgive deres afguder, udbrød de vantro i vantro og hån: "Har denne mand gjort de mange guder til én eneste gud?" De undrede sig over, hvordan én Gud skulle kunne varetage alle skabningers behov, høre alle bønner og styre hele universet. For dem var dette en ufattelig og besynderlig sag, fordi de var vant til at fordele guddommelige opgaver mellem flere guder – én for regn, én for sejr, én for frugtbarhed osv. De kunne ikke fatte, at én enkelt Gud kunne rumme alle disse egenskaber. Deres undren var dog ikke oprigtig søgen efter sandheden, men snarere en undskyldning for at afvise budskabet, fordi det truede deres forfædres traditioner og deres sociale og økonomiske interesser knyttet til afguderne.

Udledte visdomme og formaninger:

1. Islams kerne er tawhid (Guds enhed) – hele budskabet fra alle profeter kredser om at rense tilbedelsen for Allah alene, og dette vers viser, hvor central denne sandhed er.
2. Vantroens natur – de vantro afviser ofte sandheden, ikke fordi den er uklar, men fordi den strider mod deres vaner og ønsker. Deres undren var ikke et udtryk for intellektuel søgen, men for stædighed.
3. Allahs storhed og almagt – at én Gud kan styre alt er ikke noget at undre sig over; tværtimod er det et bevis på Hans fuldkommenhed. Jo flere guder, jo mere uorden og splittelse – men én Gud skaber harmoni i universet.
4. Tålmodighed i mødet med hån – profeten Muhammad (fred være med ham) blev mødt med latterliggørelse, men han fortsatte med at formidle budskabet med visdom og tålmodighed. Dette er en lektie for enhver, der kalder til Allah.
5. Kærlighed til monoteismen – dette vers vækker i den troende en dyb taknemmelighed over for Allah, som har ledt os til at kende Ham som én, og som har befriet os fra den forvirring og byrde, som afgudsdyrkelse medfører.