Sura Qaf — Vers 27

Ordforklaringer:

• Qarīnuhu (قَرِينُهُ): Hans ledsager, som refererer til den djævel (shaytan), der var knyttet til ham i denne verden.
• Aṭghaytuhu (أَطْغَيْتُهُ): Jeg fik ham til at overskride grænserne, eller jeg førte ham på afveje.
• Ḍalāl baʿīd (ضَلَالٍ بَعِيدٍ): En fjern og dyb vildfarelse, langt fra sandheden og rette vej.

Tolkning af verset:

På Dommedag, når den vantro stilles til regnskab, og hans ledsager (djævlen) bliver kaldt frem som vidne, siger denne ledsager – idet han tager afstand fra ham og fraskriver sig ansvaret: "Vores Herre, det var ikke mig, der fik ham til at synde eller førte ham på afveje. Jeg opfordrede ham ganske vist, men han havde selv valgt at følge sine lyster og afvise sandheden. Han befandt sig i en dyb og fjern vildfarelse fra den rette vej, langt fra tro og retfærdighed." Djævlen lægger således skylden på mennesket selv, og mennesket kan ikke længere undskylde sig med, at det var djævelen, der tvang ham, for valget var i sidste ende hans eget.

Pointer og lærdomme fra verset:

• Mennesket bærer selv ansvaret for sine handlinger; djævelen er kun en frister, ikke en tvingende kraft, og undskyldningen om, at "djævelen fik mig til det," gælder ikke på Dommedag.
• Djævelen er en fjende, der svigter sine tilhængere i det afgørende øjeblik, og han tager afstand fra dem, når de har brug for hjælp – derfor bør man ikke følge hans indskydelser.
• Verset advarer om, at vildfarelse er en alvorlig tilstand, der kan blive så dyb, at mennesket mister evnen til at se sandheden, hvilket gør det endnu vigtigere at søge vejledning og holde sig til den rette vej.
• Det viser Guds retfærdighed, idet Han giver både mennesket og djævlen mulighed for at tale, så ingen bliver dømt uden beviser, og sandheden bliver klar for alle.