Sura Al-A'raf — Vers 53

Ord- og udtryksforklaring:

• "Ta'wil" (تأويل): Betyder her den endelige opfyldelse eller konsekvens af det, der er blevet lovet eller truet med i Koranen – altså det, som tingen ender med på Dommedagen.
• "De, der glemte den" (الذين نسوه): Refererer til dem, der forsømte Koranen og ikke troede på den i deres jordiske liv.
• "Shufa'a" (شفعاء): Betyder forbederne, dem der går i forbøn for andre.
• "Vi sendes tilbage" (نرد): Betyder at blive ført tilbage til det jordiske liv.
• "Det, de opdigtede" (يفترون): Refererer til de falske guder og påfund, som de tilbad og hævdede ville hjælpe dem.

Tolkning af verset:

De vantro venter ikke på andet end opfyldelsen af det, som Koranen har lovet og truet med – nemlig dagen, hvor sandheden om deres skæbne bliver tydelig. På den dag, hvor dommen falder, og konsekvensen af deres handlinger bliver synlig, vil de, der i livet glemte Koranen og afviste dens budskab, sige: "Nu er det blevet klart for os, at vores Herres sendebud virkelig kom med sandheden og rådede os til det gode." Men på dette tidspunkt er angeren forgæves, og de vil bede om to ting: Enten at der findes forbederne, som kan gå i forbøn for dem hos deres Herre og redde dem fra straffen, eller at de bliver sendt tilbage til det jordiske liv, så de kan handle anderledes end det, de tidligere gjorde – og dermed gøre gode gerninger i stedet for deres onde handlinger.

Men svaret på deres ønsker er allerede givet: De har tabt sig selv fuldstændigt, fordi de førte sig selv ind i ødelæggelsen gennem deres vantro. Og alt det, de tidligere påberåbte sig som guder og mellemmænd – og som de selv opdigtede og forestillede sig ville hjælpe dem – er forsvundet og har forladt dem. Intet af det kan gavne dem på denne dag, og de står alene med konsekvensen af deres valg.

Visdom og lærdomme fra verset:

1. Koranens sandhed vil blive åbenbaret: Dette vers minder os om, at alt det, Gud har lovet og advaret om i Koranen, uundgåeligt vil ske. Intet af det er tomme ord – det er en realitet, som enhver vil møde.
2. Anger på Dommedag er forgæves: Mennesket må ikke udskyde sin anger og omvendelse til i morgen, for på Dommedag er døren til anger lukket. Det er nu, i det jordiske liv, at vi har muligheden for at vende tilbage til Gud og handle rigtigt.
3. Ingen forbeder uden Guds tilladelse: Verset lærer os, at ingen kan redde os på Dommedag undtagen med Guds vilje. Derfor bør vi ikke sætte vores lid til nogen skabning, men udelukkende til Gud – og samtidig søge de handlinger, der bringer os tættere på Ham.
4. Falske håb og påfund svigter: Alt det, mennesket opfinder som erstatning for Gud – uanset om det er afguder, materielle goder eller falske forestillinger – vil forsvinde på Dommedag. Kun det, der er ægte og bygget på tro og retfærdighed, vil bestå.
5. Værdien af det jordiske liv: Verset viser os, at det jordiske liv er den eneste mulighed for at handle og forberede sig til det evige liv. Derfor bør vi udnytte hvert øjeblik til gode gerninger og lydighed mod Gud, så vi ikke fortryder, når det er for sent.