Sura An-Nahl — Vers 17

Ordbetydninger:

• "yakhluq" (يَخْلُقُ): skaber, frembringer noget fra intet.
• "man lā yakhluq" (مَن لَّا يَخْلُقُ): den, der ikke skaber noget som helst.
• "tadhakkarūn" (تَذَكَّرُونَ): I lader jer formane, påmindes og tænker jer om.

Tolkning af verset:

Dette vers stiller et retorisk spørgsmål, der vækker fornuften og samvittigheden: Kan den, der skaber alle disse ting – himlene, jorden, mennesket, dyrene, planterne og alt det, I ser af vidundere – overhovedet sammenlignes med den, der intet skaber? Meningen er at sammenligne Allah, den Ene Sande Skaber, med de afguder, som de vantro tilbeder, og som hverken kan skabe eller gavne eller skade. Verset gør det klart, at der er en uendelig forskel mellem Skaberen og det skabte, og at det derfor er absurd at tilbede noget, der ikke har skabt noget. Derefter følger formaningen: "Vil I da ikke lade jer påminde?" – dvs. vil I ikke tænke jer om, bruge jeres fornuft og indse, at kun Allah, der skaber alt, fortjener tilbedelse alene, uden partnere? Verset opfordrer mennesket til at betragte skaberværket omkring sig og drage den logiske slutning, at tilbedelse kun bør rettes mod Skaberen, ikke mod skabninger eller afguder.

Udledte lærdomme og formaninger:

• Verset lærer os, at fornuften og den sunde logik fører direkte til troen på Allah, fordi ethvert skaberværk nødvendigvis må have en Skaber.
• Det viser os forskellen mellem Skaberen og det skabte, og at ingen afguder eller væsener kan sammenlignes med Allah i magt og evner.
• Verset opfordrer os til at bruge vores forstand og tænke over universets vidundere, hvilket styrker troen og fylder hjertet med ydmyghed over for Allahs storhed.
• Det lærer os, at tilbedelse er en ret, der kun tilkommer Allah alene, og at det er meningsløst at tilbede noget, der ikke kan skabe eller gavne.
• Verset vækker i os en følelse af taknemmelighed over for Allah, der har skabt os og givet os alt, hvad vi har brug for, hvilket gør os mere hengivne i vores tilbedelse og lydighed mod Ham.