Sura An-Nahl — Vers 57

Ordforklaringer:

• "الْبَنَاتِ": Døtre.
• "سُبْحَانَهُ": Udtryk for at ophøje Allah og frikende Ham fra enhver mangel eller utilbørlig beskrivelse.
• "مَا يَشْتَهُونَ": Det, som de ønsker og begærer – nemlig sønner.

Tolkning af verset:

Dette vers fordømmer de vantro araberes skammelige adfærd i deres forhold til Allah. De tillagde Allah døtre ved at påstå, at englene var Hans døtre – en påstand, der var udbredt blandt stammer som Khuzāʿah og Kinānah. De valgte således for Allah det, som de selv foragtede og ikke ønskede for sig selv, nemlig døtre. Samtidig tilskrev de sig selv det, som de elskede og begærede, nemlig sønner. Dette viser deres dybe uretfærdighed og tåbelighed, idet de gav Allah en ringere status end den, de selv accepterede for deres egen skyld. Allah er ophøjet og renset for alt, hvad de tillægger Ham – Han har hverken børn eller forældre, og intet ligner Ham. Verset understreger deres store synd, som kombinerer løgn om Allah med en forkert prioritering, hvor de foretrak deres egne ønsker over sandheden om Allahs majestæt og fuldkommenhed.

Udledte lærdomme:

1. Verset lærer os vigtigheden af at have en ophøjet og ren forestilling om Allah, fri for enhver utilbørlig beskrivelse, som mennesker måtte finde på.
2. Det advarer mod at følge egne ønsker og formodninger i stedet for åbenbaringens sandhed – en synd, der fører til uretfærdighed mod Allah og mod en selv.
3. Det viser islams ophøjede syn på kvinder og døtre, idet Allah fordømmer den arabiske skik, hvor døtre blev ringeagtet, og i stedet ophøjer Allah deres værdi – hvilket opmuntrer muslimer til at behandle kvinder med respekt og retfærdighed.
4. Verset kalder os til at reflektere over, hvordan vi beskriver Allah, og til at underkaste os Hans åbenbaring med ydmyghed, hvilket styrker troen og renheden i tilbedelsen.