Sura Maryam — Vers 67

Ordforklaring:

• "أَوَلَا يَذْكُرُ": "Vil mennesket ikke tænke over" eller "huske".
• "مِن قَبْلُ": "Tidligere" – dvs. før dette liv.
• "وَلَمْ يَكُ شَيْئًا": "Og han var ikke noget" – dvs. han eksisterede ikke.

Tolkning af verset:

Dette vers stiller et retorisk spørgsmål til det menneske, der benægter opstandelsen og genoplivelsen efter døden. Spørgsmålet er: Hvordan kan mennesket glemme, at Allah skabte ham første gang, da han ikke eksisterede overhovedet? Han var intet – hverken nævnt eller kendt – og alligevel skabte Allah ham af intet. Den, der har magt til at skabe noget fra ingenting, har bestemt også magt til at genoplive det, der allerede har eksisteret. Faktisk er genoplivelsen lettere end den første skabelse, fordi den første skabelse skete fra intet, mens genoplivelsen blot er en gentagelse. Så hvorfor benægter mennesket det, der er endnu lettere for Allah? Mennesket burde bruge sin fornuft og tænke over sin egen oprindelse – at han blev skabt fra intet – for at indse, at Allahs magt er ubegrænset, og at intet er umuligt for Ham.

Lærdomme og formaninger fra verset:

1. At tænke over skabelsen og ens egen oprindelse er en vej til tro og erkendelse af Allahs magt.
2. Troen på opstandelsen er ikke noget, der strider mod fornuften – tværtimod er det logisk, at den, der skabte fra intet, også kan genskabe.
3. Mennesket skal ikke være hovmodigt og glemme sin svaghed og afhængighed af Allah, som skabte ham fra ingenting.
4. Verset opfordrer til ydmyghed og eftertanke, hvilket fører til hjertets renselse og styrkelse af troen på Allahs løfter.
5. At huske den første skabelse giver håb og trøst, fordi det bekræfter, at Allahs magt er større end alle udfordringer, og at døden ikke er slutningen, men en overgang til et nyt liv.