Sura Maryam — Vers 66

Ord- og udtryksforklaring:

• "الإِنسَانُ": Her menes det menneske, der fornægter opstandelsen – altså den vantro.
• "أَإِذَا مَا مِتُّ": Spørgsmålet udtrykker undren og benægtelse – "Når jeg er død..."
• "لَسَوْفَ أُخْرَجُ حَيًّا": "Vil jeg så blive ført ud (af graven) levende igen?"

Tolkning af verset:

Den vantro siger med undren og hån: "Når jeg er død og er blevet til intet, vil jeg så virkelig blive bragt ud af min grav som et levende menneske igen?" Dette udsagn fremsættes som en benægtelse af opstandelsen og med spot. Ifølge overleveringen var der en mand ved navn Ubayy ibn Khalaf, som knuste et ben og sagde: "Skal vi genopstå, efter at vi er blevet til dette?" – hvorefter Allah åbenbarede dette vers som et svar på hans hån og fornægtelse. Verset viser menneskets forbløffelse over tanken om at vende tilbage til livet efter døden, men Allah besvarer dette i de følgende vers ved at påpege, at Ham, der skabte mennesket første gang, også er i stand til at genskabe det.

Udledte pointer og formaninger:

• Verset lærer os, at fornægtelsen af opstandelsen ikke er noget nyt – den har eksisteret gennem tiderne, og Allah har altid imødegået den med klare beviser.
• Det minder os om, at den, der skabte os fra intet, har magt til at bringe os tilbage til livet – og at troen på opstandelsen er en grundpille i troen, som giver livet mening og formål.
• Verset opfordrer os til at reflektere over vores skabelse og til at vende tilbage til Allah i oprigtighed, for den dag vil vi alle stå foran Ham og blive holdt ansvarlige for vores handlinger.
• Det giver os håb og trøst, fordi døden ikke er enden – den er kun en overgang til et evigt liv, hvor retfærdigheden vil ske fyldest.