Sura Al-Anbiya — Vers 7

Ord- og udtryksforklaring:

• "Rijâlan" (رجالًا): Mennesker af hankøn, ikke engle.
• "Nûhî ilayhim" (نوحي إليهم): Vi åbenbarer til dem gennem englen Gabriel.
• "Ahl adh-Dhikr" (أهل الذكر): Folk med viden og kendskab til de tidligere åbenbarede skrifter (Toraen og Evangeliet).

Tolkning af verset:

O Allahs Sendebud – vi har ikke sendt nogen før dig som sendebud, undtagen mænd af menneskeslægten, som vi åbenbarede til, og vi sendte dem ikke som engle. Dette var Guds uforanderlige måde blandt alle tidligere profeter. Derfor, I vantro fra Quraysh, hvis I er i tvivl om, at en profet kan være et menneske, så spørg de lærde blandt jøder og kristne, som har kendskab til de tidligere åbenbarede bøger – de vil bekræfte for jer, at alle profeterne før Muhammed også var mennesker, som modtog åbenbaring fra Gud, og ikke engle. Dette beviser, at det ikke er noget mærkeligt eller umuligt, at Gud sender et menneske som sendebud til menneskeheden.

Udledte visdomme og formaninger:

1. Guds måde (Sunnah) med at sende profeter har altid været den samme: at sende mennesker, ikke engle, fordi mennesker bedst kan forstå og efterleve det, de er blevet pålagt, og fordi de kan være et levende eksempel for deres folk.
2. Verset opfordrer til at spørge de lærde og kyndige, når man ikke selv har viden – dette er en ære for vidensfolk og en opfordring til at søge viden.
3. At spørge de lærde fra tidligere åbenbarede skrifter viser, at islam anerkender den fælles profetiske arv og bekræfter de tidligere profeters sandhed – hvilket styrker troen på, at alle profeter kom med samme budskab: ren monoteisme.
4. Verset lærer os ydmyghed i søgen efter sandheden – man skal ikke afvise sandheden, blot fordi den kommer fra en kilde, man ikke kender, men man skal undersøge og spørge dem, der har viden.
5. Det bekræfter, at profeten Muhammed (fred være med ham) er et menneske, som andre profeter – og det er netop en af hans største æresbevisninger, at Gud valgte ham blandt menneskene til at bære det sidste budskab.