Sura Ash-Shu'ara — Vers 59

Ordforklaring:

• "Kadhālika" (كَذَٰلِكَ): "Således" eller "på samme måde" – henviser til det foregående, nemlig at Gud lod Farao og hans folk forlade paradislignende haver og kilder.
• "Awrathnāhā" (أَوْرَثْنَاهَا): "Vi gav dem i arv" – betyder, at Gud overdrog disse goder og ejendomme til et andet folk som arv efter de tidligere ejere.
• "Banī Isrā'īl" (بَنِي إِسْرَائِيلَ): Israels børn – efterkommerne af profeten Jakob (Isrā'īl), altså det jødiske folk på den tid.

Tolkning af verset:

Gud beskriver her, hvordan Han lod Farao og hans hær forlade Egypten med dets frugtbare haver, rindende kilder, skatte af rigdomme og smukke boliger – ikke fordi de fortjente det, men som en midlertidig prøvelse. Da de blev ødelagt ved at forfølge Moses og hans folk, og de druknede i havet, gjorde Gud det klart: Ligesom Han havde givet dem disse goder, sådan fratog Han dem dem igen og overdrog dem til Israels børn. Dette skete, da Gud førte Israels børn tilbage til Egypten efter Faraos drukning, og de fik arv efter Faraos folk i form af deres huse, rigdomme og afgrøder. Senere blev de også velsignet med det hellige land i Syrien (Sham). Verset understreger Guds absolutte magt over skabelsen – Han giver, hvem Han vil, og tager fra, hvem Han vil, uden at nogen kan modsætte sig Hans beslutning.

Udledte visdomme og formaninger:

1. Guds retfærdighed er ufejlbarlig: Dette vers viser, at ingen tyrann eller undertrykker kan blive ved med at nyde godt af sine goder, når Guds time kommer. Farao, der var den mægtigste hersker i sin tid, mistede alt på et øjeblik, mens de undertrykte blev ophøjet.
2. Troen giver håb og sejr: Israels børn, der var svage og forfulgte, fik til sidst arv efter deres undertrykkere. Dette lærer muslimer, at sejren kommer fra Gud, ikke fra styrke eller antal, og at tålmodighed og trofasthed bærer frugt.
3. Verdens goder er forbigående: De haver, kilder og skatte, som Farao nød, blev ikke ved med at tilhøre ham. Dette minder os om, at materielle goder ikke er et tegn på Guds gunst, men en prøve – og at det, der tæller, er tro og retskaffenhed.
4. Gud er den eneste arving og giver: Når Gud ønsker at velsigne et folk, kan ingen forhindre det. Dette styrker den troendes tillid til Gud og opmuntrer til at søge Hans tilfredshed frem for verdslig vinding.
5. Historien er en lektie: Ved at fortælle denne historie opfordrer Gud os til at reflektere over tidligere folks skæbner, så vi ikke gentager deres fejl, og så vi forstår, at magt og rigdom ikke beskytter mod Guds straf.