Sura An-Naml — Vers 59

Ordforklaringer:

• "Al-Hamd" (الحمد): Ros og pris, som kombinerer taknemmelighed og anerkendelse af Guds fuldkommenhed og hans velsignelser.
• "Salām" (سلام): Fred og sikkerhed, og her betyder det Guds beskyttelse og fred mod enhver straf eller skade.
• "Iṣṭafā" (اصطفى): At udvælge og udvælge nogen særligt, og det refererer her til profeterne og de udvalgte tjenere.
• "Āllāhu" (آلله): Et spørgsmål, der betyder "Er Allah...?" – og det er et retorisk spørgsmål, der tjener til at bebrejde og overbevise.

Tolkning af verset:

Opmuntre, o Muhammad, og sig: Al lovprisning og tak tilhører Allah alene, for hans store velsignelser og for hans retfærdige dom over de tidligere folk, der afviste sandheden. Og fred og sikkerhed være med hans tjenere, som han har udvalgt og udvalgt til at bære hans budskab – og det er profeterne og sendebudene, som han har hædret med sin åbenbaring og beskyttet mod straf.

Derefter stiller Allah et spørgsmål til de afgudsdyrkere, der tilbeder andre end ham: Er Allah – som har skabt alt, og som har magten over alt, og som er den eneste, der fortjener tilbedelse – bedre for dem, der tilbeder ham, eller de afguder, som de tilbeder ved siden af ham, som hverken kan gavne eller skade, og som ikke fortjener nogen form for tilbedelse? Dette spørgsmål er ikke et ægte spørgsmål, men snarere en bebrejdelse og en logisk udfordring, der viser det absurde i deres handlinger, for ingen fornuftig person kan sammenligne Skaberen med skabninger.

Lærdomme og budskaber fra verset:

1. At lovprise og takke Allah er en dyrbar tilbedelse, som en muslim bør holde fast ved i alle situationer, især når man ser Guds magt og hans retfærdighed over for de uretfærdige.
2. At fred og sikkerhed er en stor velsignelse fra Allah, som han giver til sine udvalgte tjenere, og det opmuntrer os til at stræbe efter at være blandt dem, der følger profeternes vej.
3. Verset lærer os vigtigheden af at tænke og ræsonnere, for tilbedelse bør kun rettes mod den, der fortjener det – den, der har magt og evne til at gavne og skade – og ikke mod skabninger, der intet formår.
4. Det styrker troen på Guds enhed (Tawḥīd) og renser hjertet fra afgudsdyrkelse, hvilket giver den troende tryghed og ro i sindet, fordi man stoler på den Almægtige, der har kontrol over alle ting.