Sura Al-Imran — Vers 106

Betydning af udvalgte ord i verset:

• "تَبْيَضُّ وُجُوهٌ": Ansigter, der stråler og bliver hvide af glæde og ære.
• "تَسْوَدُّ وُجُوهٌ": Ansigter, der bliver sorte af sorg, skam og ydmygelse.
• "أَكَفَرْتُم": Et spørgsmål, der udtrykker bebrejdelse og irettesættelse: "Har I virkelig begået vantro?"
• "فَذُوقُوا": En befaling om at smage, hvilket betyder at opleve straffens smerte og konsekvens.

Tolkning af verset:

På Dommedag, når alle mennesker samles hos Herren, vil de troendes ansigter lyse op og blive hvide af glæde, ære og glædesbudskab om Guds belønning. I modsætning hertil vil de vantros ansigter blive sorte af sorg, skam og ydmygelse over deres synder og deres skæbne. Derefter bliver de, hvis ansigter er blevet sorte, irettesat og bebrejdet: "Var I virkelig utro efter jeres tro? Var I ikke engang vidner om jeres Herres enhed og afgav ikke løftet om ikke at tilbede nogen anden end Ham?" Denne bebrejdelse minder dem om den pagt, som Gud tog fra menneskeheden, da Han spurgte dem: "Er Jeg ikke jeres Herre?" og de svarede: "Jo, vi vidner." På trods af denne bekræftelse valgte de vantro at afvise sandheden og følge deres egne ønsker. Derfor bliver de mødt med ordene: "Smag da den smertelige straf, som følge af jeres vantro og jeres afvisning af troen, som I selv valgte."

Lærdomme og formaninger fra verset:

• Dette vers advarer os stærkt mod at vende tilbage til vantro efter tro, og det minder os om, at troen er en betroet gave, som vi skal værne om og beskytte mod alt, der kan ødelægge den.
• Det viser, at menneskets tilstand på Dommedag afspejler dets handlinger i denne verden; den, der følger troens og lydighedens vej, vil få et strålende og hvidt ansigt, mens den, der følger vantroens og ulydighedens vej, vil få et sort og ydmyget ansigt.
• Verset understreger vigtigheden af den pagt, som Gud tog med menneskeheden om at anerkende Hans enhed og ikke tilbede nogen anden end Ham, og at brud på denne pagt fører til en smertefuld straf.
• Det opfordrer den troende til at være standhaftig i troen og til at frygte følgerne af frafald, samtidig med at det åbner døren til anger og tilbagevenden til Gud, før det er for sent.