Sura As-Saffat — Vers 144

Betydning af ord:

• لَلَبِثَ: ville have forblevet/opholdt sig.
• بَطْنِهِ: i dets (hvalens) mave.
• إِلَى يَوْمِ يُبْعَثُونَ: indtil den dag, hvor de (alle mennesker) oprejses fra gravene.

Tolkning af verset:

Dette vers fortsætter fortællingen om profeten Jonas (Yunus), fred være med ham. Da han blev kastet i havet, og hvalen slugte ham, var det kun på grund af Guds nåde og hans egen oprigtige tilbedelse og fromhed, at han ikke forblev i hvalens mave indtil opstandelsens dag. Havde han ikke været blandt dem, der oprigtigt lovpriste og helligede Gud, og havde han ikke sagt: "Der er ingen gud undtagen Dig, ære være Dig! Sandelig, jeg var blandt de uretfærdige" (21:87), så ville hvalens mave være blevet hans grav indtil den dag, hvor alle mennesker oprejses. Men fordi han vendte sig mod Gud med ydmyghed og anger, og fordi hans tidligere gode gerninger og ihærdige tilbedelse gik forud for ham, reddede Gud ham fra denne skæbne og fik ham til at blive kastet op på den nøgne strand.

Udledte lærdomme og formaninger:

• Dette vers lærer os, at oprigtig tilbedelse og gode gerninger, som man udfører før prøvelser og vanskeligheder, er en kilde til Guds beskyttelse og nåde i nødens stund.
• Det viser os, at intet menneske er uden fejl, men at anger og tilbagevenden til Gud med ydmyghed kan ændre selv de mest håbløse situationer.
• Det understreger, at Guds barmhjertighed overgår Hans vrede, og at Han altid er klar til at tilgive dem, der oprigtigt søger Hans tilgivelse.
• Det minder os om, at livet i denne verden er kort, og at den sande dag er opstandelsens dag, hvor alle vil blive stillet til regnskab – derfor bør vi altid stræbe efter at gøre det gode og vende os mod Gud i alle vores forhold.