Sura Qaf — Vers 3

Ord- og udtryksforklaring:

• "A-idhā mitnā": Spørgende og benægtende betydning – "Skal vi virkelig genopstå, når vi er døde?"
• "Kunnā turāban": Vi bliver til støv og jord, efter kroppen er gået i forrådnelse.
• "Dhālika raj'un ba'īd": Det er en tilbagevenden, som er usandsynlig og langt fra at kunne ske ifølge deres opfattelse.

Tolkning af verset:

De vantro afviste opstandelsen og sagde med undren og benægtelse: "Skal vi virkelig genopstå, når vi er døde og er blevet til støv? Hvordan kan livet vende tilbage til disse forrådnede rester?" De anså det for umuligt og langt fra fornuften, at mennesket efter at være blevet til intet og støv skulle vende tilbage til livet igen. De troede, at dette var noget, der aldrig kunne ske, og de afviste det som en umulighed. Men Allah – den Ophøjede – besvarer deres benægtelse i de følgende vers ved at gøre dem opmærksomme på Hans magt, som intet er umuligt for, og at Han, som skabte dem første gang, også er i stand til at genoplive dem igen.

Lærdomme og formaninger fra verset:

• Verset viser, hvor stor Allabs magt er, og at intet er umuligt for Ham – Han, som skabte mennesket fra intet, er også i stand til at genoplive det efter døden.
• Det opfordrer mennesket til at tænke over skabelsen og begyndelsen, for den, der formåede at skabe dem første gang, har også magten til at bringe dem tilbage.
• Troen på opstandelsen og dommedagen er en af de vigtigste grundpiller i troen, og den får mennesket til at handle retskaffent og frygte Allah i alle forhold.
• Verset advarer mod at benægte opstandelsen, for den, der benægter den, har misforstået Allahs magt og Hans evne til at gøre alt, hvad Han vil.
• Det minder os om, at livet i denne verden ikke er enden, men at der kommer en dag, hvor alle vil blive stillet til regnskab for deres handlinger – og det er en opmuntring til at gøre godt og afholde sig fra det onde.