Sura Yunus — Vers 66

Ord- og udtryksforklaring:

• "شُرَكَاءَ": Medpartnere eller medguder, som de afgudsdyrkere tillægger Allah i tilbedelsen.
• "الظَّنَّ": Formodning, gætteri og usikker viden uden grundlag.
• "يَخْرُصُونَ": De lyver og fremsiger falske påstande uden virkelighedsforankring.

Tolkning af verset:

Sandelig, Allah alene ejer og hersker over alt, der findes i himlene og på jorden – englene, menneskene, djinnene og al anden skabning. Alt er under Hans herredømme og fuldstændige kontrol. Herefter stiller verset et retorisk spørgsmål: Hvad er det egentlig, som de afgudsdyrkere følger, når de tilbeder andre end Allah og påstår, at disse har del i guddommeligheden? Sandheden er, at de ikke følger nogen virkelig medpartner eller nogen form for sandhed – for det er umuligt, at nogen skulle have del i Allahs herredømme. De følger blot deres egne formodninger og indbildninger om, at disse afguder kan føre dem nærmere til Allah eller hjælpe dem. Og de gør intet andet end at lyve, når de tillægger Allah medpartnere og fremsætter falske påstande om Hans væsen. Allah er ophøjet og langt hævet over alt, hvad de siger.

Udledte visdomme og frugter:

1. Verset indprenter i hjertet den rene monoteisme (tawhid) – at al magt og ejendomsret tilhører Allah alene, hvilket fylder den troende med tryghed og tillid til Ham.
2. Det afslører tomheden i al afgudsdyrkelse og viser, at den bygger på intet andet end gætteri og løgn – hvilket får den fornuftige til at vende sig bort fra overtro og mod den rene sandhed.
3. Verset opfordrer mennesket til at bruge sin fornuft og søge vished frem for at følge blinde formodninger, hvilket er en dør til fred i sindet og klarhed i livet.
4. Det styrker den troendes forbindelse til Allah, for når man ved, at alt tilhører Ham, bliver ens håb og frygt rettet mod Ham alene – og det er kernen i en lykkelig tilværelse i denne verden og i det hinsides.