Sura Al-Isra — Vers 67

Ordforklaringer:

• الضُّر (Ad-Durr): Ulykke, skade eller vanskelighed – her specifikt frygten for drukning og død til søs.
• ضَلَّ (Dalla): Forsvandt, blev borte – dvs. at de afguder, man plejede at påkalde, glider fuldstændig ud af bevidstheden.
• كَفُورًا (Kafūrā): En, der er dybt utaknemmelig og benægter Guds nådegaver – en, der gentagne gange afviser at anerkende det gode, han har modtaget.

Tolkning af verset:

O I hedninge! Når en ulykke rammer jer på havet – når bølgerne truer med at sluge jer, og I svæver mellem liv og død – så forsvinder alle de afguder, I normalt påkalder, fuldstændigt fra jeres tanker. I glemmer dem alle sammen, og der er intet tilbage i jeres sind undtagen Allah alene. I vender jer oprigtigt mod Ham i jeres nød og råber kun til Ham om hjælp og redning, fordi I instinktivt ved, at ingen anden har magten til at redde jer i den situation. Når Han så i Sin nåde redder jer fra drukningens rædsel og bringer jer sikkert i land på fast grund, vender I jer bort fra troen og oprigtigheden. I vender tilbage til jeres afguder og jeres tidligere vaner, som om I aldrig havde oplevet Hans redning eller erkendt Hans magt. Dette er et udtryk for menneskets dybe utaknemmelighed – mennesket er nemlig af natur tilbøjelig til at glemme Guds utallige velsignelser og undlade at takke Ham, som Han fortjener. Dette gælder alle mennesker generelt, for ingen formår at yde Gud fuldkommen tak for Hans uendelige godhed.

Lærdomme og formaninger fra verset:

• Verset lærer os, at menneskets hjerte i nødens stund naturligt vender sig mod Allah alene – dette er en medfødt erkendelse (fitrah), som viser, at sand tilbedelse kun tilkommer Ham.
• Det formaner os til at være trofaste over for Allah i både medgang og modgang – ikke kun at huske Ham, når vi er i vanskeligheder, men også at takke Ham og forblive lydige, når Han har givet os fred og sikkerhed.
• Verset opfordrer os til at styrke vores taknemmelighed over for Allahs utallige velsignelser, især dem, hvor Han redder os fra farer, som vi måske ikke engang lægger mærke til i hverdagen.
• Det minder os om, at utaknemmelighed er en farlig menneskelig svaghed, som vi bør bekæmpe ved konstant at huske Allah og anerkende Hans godhed – for den, der takker, får mere, mens den, der vender sig bort, risikerer at miste velsignelserne.