Sura Taha — Vers 109

Ordbetydninger:

• Ash-Shafā'ah (الشفاعة): Forbøn, at gå i forbøn for en anden på Dommedagen.
• Adhina (أذن): Tilladt, givet tilladelse.
• Raḍiya (رضي): Var tilfreds med, accepterede.
• Qawl (قول): Udtalelse, ord.

Tolkning af verset:

På den dag – Dommedagen – vil forbøn ikke gavne nogen, medmindre Allah, den Barmhjertigste, har givet tilladelse til den, der går i forbøn, og har været tilfreds med den, der modtager forbønnen, og hans udtalelse. Forbøn er således ikke noget, man kan opnå eller købe sig til; det er udelukkende en nåde fra Allah. Han alene bestemmer, hvem der må gå i forbøn, og hvem der er værdig til at modtage den. Denne værdighed er forbeholdt den oprigtige troende, der har udtalt vidnesbyrdet om Guds enhed – "Der er ingen gud undtagen Allah" – med oprigtighed og ren tro. På den dag vil ingen kunne hjælpe en anden uden Allahs udtrykkelige tilladelse, og ingen vil blive hjulpet, medmindre Allah er tilfreds med hans tro og hans ord.

Udledte lærdomme og budskaber:

• Verset lærer os, at Allahs magt og suverænitet er absolut på Dommedagen; ingen kan handle eller gå i forbøn uden Hans tilladelse. Dette styrker vores bevidsthed om, at vi altid skal vende os til Ham alene i bøn og håb.
• Det viser os vigtigheden af oprigtig tro og rene ord. Kun den, der har levet med "Lā ilāha illā Allah" (Der er ingen gud undtagen Allah) i hjertet og på tungen, kan opnå Allahs tilfredshed og dermed Hans nåde på den store dag.
• Verset giver håb til de troende: Selvom vi begår synder, er Allahs barmhjertighed stor, og Hans tilfredshed kan opnås gennem oprigtig omvendelse og tro. Det opmuntrer os til at styrke vores forhold til Allah og til at søge Hans velbehag i alt, hvad vi siger og gør.
• Det minder os om ydmyghed: Ingen kan redde sig selv eller andre uden Allahs hjælp. Derfor bør vi ikke være stolte eller afhængige af andre menneskers status eller position, men udelukkende stole på Allahs nåde og barmhjertighed.