Sura Taha — Vers 51

Ord- og udtryksforklaring:

• "فَمَا بَالُ": Hvad er der med dem? / Hvad er deres tilstand og historie?
• "الْقُرُونِ الْأُولَىٰ": De tidligere generationer og folk, der levede før os.

Tolkning af verset:

Da Moses (fred være med ham) kaldte Farao til troen på Allah og advarede ham mod Hans straf, vendte Farao sig bort fra formaningen og stillede et spørgsmål, der afslørede hans hovmod og afvisning. Han sagde: "Hvad er der med de tidligere generationer?" – med henvisning til de folk, der levede før hans tid, og som ifølge Moses’ budskab blev straffet for deres vantro, såsom Noas folk, Aad og Thamud. Farao stillede dette spørgsmål ikke for at søge sandheden, men for at udtrykke sin undren og benægtelse: Hvis disse folk havde afvist deres profeter, hvorfor skulle han så være anderledes? Han brugte deres skæbne som et påskud for at fortsætte i sin arrogance, som om han sagde: "Hvis de tidligere folk levede og døde uden at tro, og intet skete med dem i deres levetid, hvad er så meningen med din trussel mod mig?"

Moses’ svar kommer i de følgende vers, hvor han gør det klart, at viden om disse folks skæbne ligger hos Allah alene, og at Han alene kender deres endelige regnskab. Dette vers viser, hvordan Farao forsøgte at aflede opmærksomheden fra det væsentlige budskab ved at stille spørgsmål om fortiden, mens han ignorerede den aktuelle advarsel.

Udledte visdomme og formaninger:

1. Den troende skal være standhaftig i at formidle sandheden, selv når modparten stiller spørgsmål for at aflede eller håne, og skal overlade dommen til Allah.
2. Spørgsmål, der stilles for at undgå sandheden og ikke for at søge vejledning, er et tegn på hovmod og stædighed – og den troende skal være opmærksom på ikke at falde i samme fælde.
3. Viden om fortidens folk og deres skæbne er hos Allah alene, og ingen kan kende den fulde sandhed om dem uden Hans åbenbaring. Dette lærer os ydmyghed over for Guds viden.
4. At nævne de tidligere generationer i Koranen er en påmindelse om, at livet er forbigående, og at den sande belønning eller straf venter på Dommedagen – hvilket opfordrer os til at forberede os ved at følge profeternes vej.
5. Islams skønhed ligger i, at det opfordrer til at tænke og reflektere, men med et oprigtigt hjerte, der søger sandheden – ikke med et hovmodigt sind, der søger undskyldninger for at afvise den.