Sura Al-Anbiya — Vers 39

Ord- og udtryksforklaring:

• لَا يَكُفُّونَ: De kan ikke afværge eller holde væk.
• عَن وُجُوهِهِمُ النَّارَ: Ilden, der rammer deres ansigter.
• وَلَا عَن ظُهُورِهِمْ: Og heller ikke fra deres rygge.
• وَلَا هُمْ يُنصَرُونَ: Og der er ingen, der hjælper dem eller beskytter dem mod straffen.

Tolkning af verset:

Hvis blot de vantro, der benægter opstandelsen og spotter med løftet om straf, vidste, hvad der venter dem på den dag, hvor ilden vil omringe dem fra alle sider – så den rammer deres ansigter og deres rygge, og de hverken kan afværge den eller finde nogen til at hjælpe sig – så ville de ikke have forblevet i deres vantro, og de ville ikke have hastet med at udfordre og bede om straffens komme, som de gjorde, da de sagde: "Hvornår kommer denne trussel?" Sandheden er, at de i deres uvidenhed og hovmod ikke indser alvoren af det, der venter dem. Når den time kommer, vil de opleve en straf, som de hverken kan undslippe eller få nogen til at lindre for dem, og ingen vil kunne redde dem fra Guds vrede.

Lærdomme og formaninger:

Dette vers lærer os, at mennesket ofte forhaster sig og udfordrer skæbnen uden at tænke over konsekvenserne. Hvis de vantro havde haft blot en anelse om virkeligheden af den dag, hvor ilden omringer dem fra alle sider, og hvor ingen hjælper eller beskytter dem, ville de have ændret deres holdning. Verset opfordrer os til at tænke dybt over de advarsler, som Gud har givet os i Koranen, og til ikke at tage let på troen eller udsætte omvendelsen. Det minder os om, at Guds barmhjertighed er stor, men at Hans straf også er alvorlig for dem, der fortsætter i vantro og ulydighed. For den troende er dette en opfordring til taknemmelighed over for Guds vejledning og en påmindelse om at søge Hans tilgivelse, før det er for sent.