Sura An-Naml — Vers 67

Ordforklaring:

• "أَإِذَا كُنَّا تُرَابًا": Når vi er blevet til støv og er gået i forrådnelse.
• "وَآبَاؤُنَا": Og vores forfædre, som også er døde og blevet til støv.
• "أَئِنَّا لَمُخْرَجُونَ": Skal vi så virkelig bringes ud af vores grave igen (til et nyt liv)?

Fortolkning af verset:

De vantro – som benægtede Guds enhed og afviste budskabet om opstandelsen – sagde i forundring og benægtelse: "Når vi er døde og blevet til støv, og ligeså vores forfædre, skal vi så virkelig bringes ud af vores grave igen og genopstå til et nyt liv?" De stillede spørgsmålet som en hån og en afvisning af tanken om, at mennesket, efter at være blevet til intet og forvandlet til støv, kunne vende tilbage til livet. De mente, at dette var umuligt og langt fra enhver fornuft, og de benægtede dermed Guds magt, som er i stand til at skabe og genoplive alt.

Udledte lærdomme og budskaber:

1. Guds magt er ubegrænset: Den, der skabte mennesket første gang fra intet, er i stand til at genoplive det igen. Opstandelsen er ikke sværere for Gud end den første skabelse, som Han allerede har udført.
2. Vantroens rod er hovmod og benægtelse: De vantro afviste opstandelsen, ikke fordi den var umulig, men fordi deres hjerter var forblændede af stolthed og afvisning af at underkaste sig sandheden.
3. Troen på opstandelsen giver livet mening: Når mennesket tror på, at det vil blive holdt ansvarligt for sine handlinger efter døden, bliver det mere bevidst om sine valg og bestræber sig på at gøre det gode og undgå det onde.
4. Koranens udfordring til fornuften: Verset opfordrer mennesket til at tænke over skabelsens mirakel og erkende, at den, der skabte alt fra begyndelsen, også kan bringe det tilbage. Dette styrker troen og fylder hjertet med ydmyghed over for Skaberen.
5. Håb og trøst for de troende: Opstandelsen er en påmindelse om, at retfærdigheden vil ske fyldest, og at de troende, der har lidt i denne verden, vil få deres belønning i det hinsides.