Sura Ar-Rum — Vers 55

Ord der kræver forklaring:

• "As-Sa'ah" (الساعة): Dommedagen, hvor al skabning rejses fra gravene.
• "Al-Mujrimun" (المجرمون): De skyldige, som her refererer til de vantro og polyteisterne.
• "Ma labithu" (ما لبثوا): Hvor længe de forblev (i denne verden eller i gravene).
• "Yufakun" (يؤفكون): De blev vendt bort og forledt fra sandheden; de blev bragt til at lyve og afvige fra virkeligheden.

Tolkning af verset:

På den dag, hvor Dommedagen står frem, og alle mennesker rejses fra deres grave, vil de skyldige – polyteisterne – sværge dyre eder på, at de ikke opholdt sig i denne verden (eller i deres grave) mere end en kort time. De siger dette i en tilstand af rædsel og fortvivlelse, når de ser virkeligheden i det hinsides og erkender, hvor kort og ubetydelig deres jordiske tilværelse var sammenlignet med evigheden. Deres ed er dog en løgn, for de ved godt, at de levede i mange år og nød livets goder, men de benægter dette, ligesom de i denne verden blev vendt bort fra sandheden og forledt til at lyve og benægte det, som Guds sendebud bragte dem. De blev bedraget af deres egne ønsker og af Satan, så de afveg fra den rette vej og fornægtede opstandelsen, indtil de nu står over for dens realitet og bliver ydmyget og afsløret.

Udledte visdomme og formaninger:

• Dette vers lærer os, at livet i denne verden er kort og forbigående, uanset hvor langt det end måtte synes, og at det hinsides er det evige liv, som vi bør forberede os på.
• Det advarer os mod at følge vores ønsker og lade os forlede af løgne og illusioner, for sandheden vil altid stå klart på Dommedagen, hvor ingen benægtelse eller undskyldning vil hjælpe.
• Det opmuntrer os til at være sandfærdige i denne verden og til at erkende Guds tegn og sendebud, så vi ikke ender i samme tilstand som de skyldige, der sværger falsk og fortryder, når det er for sent.
• Verset styrker troen på opstandelsen og regnskabet, hvilket får den troende til at leve et liv præget af ansvarlighed, gode gerninger og oprigtig tilbedelse af Gud alene.