Sura An-Nisa — Vers 116

Ordforklaringer:

• يُشْرَكَ بِهِ: At sætte en partner eller medgud ved siden af Allah i tilbedelse og tro.
• ضَلَالًا بَعِيدًا: En meget stor og dyb vildfarelse, hvor man er kommet langt væk fra sandheden.

Tolkning af verset:

Allah den Ophøjede meddeler i dette vers, at Han ikke tilgiver den synd, hvor man gør nogen eller noget til partner med Ham i tilbedelsen (shirk). Dette er den største synd, og den, der dør i denne tilstand uden at fortryde, vil blive evigt i Helvedes ild. Derimod tilgiver Allah alle andre synder end shirk – som fx synden med at begå store eller små synder – for den, Han ønsker af Sine tjenere, ud fra Sin barmhjertighed og generøsitet. Dette betyder, at tilgivelsen for andre synder afhænger af Allahs vilje; Han kan tilgive eller straffe, som Han finder passende.

Derefter advarer Allah mod shirk og siger, at den, der gør nogen til partner med Allah, er gået langt væk fra sandheden og har fjernet sig fra al godhed. Han har sat skabningen på samme niveau som Skaberen, hvilket er en enorm uretfærdighed og en dyb vildfarelse, hvorfra der ikke er håb om frelse eller succes.

Udledte lærdomme og formaninger:

• Shirk er den største synd, som Allah ikke tilgiver, hvis man dør i den uden omvendelse – dette viser islams strenge monoteisme, som renser troen og gør den ren for Allah alene.
• Allahs barmhjertighed er vidtrækkende, da Han tilgiver alle andre synder for den, Han ønsker – dette giver håb og opmuntrer synderen til at vende tilbage til Allah og ikke fortvivle over Hans nåde.
• Verset advarer mod at følge veje, der fører til shirk, og viser, at sand tro og lykke kun opnås gennem oprigtig hengivenhed til Allah uden nogen partner.
• Det opfordrer den troende til at frygte shirk i alle dets former – både store og små – og til at søge beskyttelse hos Allah mod at falde i denne dybe vildfarelse.