Sura An-Nisa — Vers 117

Ord- og udtryksforklaringer:

• "إناثًا": Her henvises der til afgudsbillederne, som araberne før islam gav kvindelige navne som Al-Lat, Al-Uzza og Manat. De kaldte dem "døtre af Gud" – en løgn og en uvidenhed.
• "شيطانًا مريدًا": En Satan, der er stædig og genstridig, som har vendt sig bort fra Guds lydighed og er gået til det yderste i oprør og fordervelse.

Tolkning af verset:

Dette vers afslører sandheden om, hvad de vantro i Mekka egentlig tilbad. De troede, at de tilbad guddomme, der kunne hjælpe dem og bringe dem tættere på Gud. Men i virkeligheden tilbad de blot livløse afgudsbilleder – skabninger uden magt, uden nytte og uden skade. Disse afguder blev givet kvindelige navne, hvilket var en skik blandt araberne før islam. Men den dybere sandhed er, at de i virkeligheden ikke tilbad andet end Satan – den genstridige og forbandede – fordi det var ham, der fik dem til at følge denne vildfarelse. Han pyntede afgudsdyrkelsen for dem og fik dem til at tro, at den var sandhed, selvom den var ren løgn og overtro. Så deres tilbedelse var hverken gavnlig eller sand – den var kun skadelig og tom.

Visdom og lærdomme fra verset:

• Verset lærer os, at afgudsdyrkelse og tilbedelse af andre end Gud er tom og nytteløs. Kun Gud – den Ene, den Almægtige – fortjener tilbedelse, og Han er den eneste, der kan gavne og skade.
• Det advarer os mod Satans list og bedrag. Han får det onde til at se godt ud og leder mennesker bort fra den lige vej. Derfor skal vi altid søge beskyttelse hos Gud mod ham.
• Verset viser os islams renhed og styrke: Islam kalder til tilbedelse af Gud alene, uden mellemled, uden afguder og uden overtro. Det er en religion, der befrier mennesket fra slaveri under sten, træer og menneskeskabte forestillinger og fører det til ægte frihed og indre fred gennem oprigtig tro på Gud.
• Det minder os om vigtigheden af at kende sandheden og ikke lade os narre af gamle traditioner eller skikke, der strider mod fornuft og åbenbaring.