Sura Al-A'raf — Vers 136

Ordforklaring:

• Al-Yamm (الْيَمِّ): Havet, her refereres der til Det Røde Hav.
• Intaqamnā (انتَقَمْنَا): Vi straffede eller hævnedes, dvs. Vi udløste Vores guddommelige straf.
• Ghāfilīn (غَافِلِينَ): Uopmærksomme, ligeglade, dem der vendte sig bort uden at tænke over sandheden.

Tolkning af verset:

Da den fastsatte tid for deres ødelæggelse kom, udløste Vi Vores hævn over dem ved at lade dem drukne i havet. Dette skete som en direkte følge af deres vedholdende benægtelse af Vores tegn og mirakler, som blev vist gennem profeten Moses (fred være med ham). De var ikke blot benægtere, men også dybt ligeglade og uopmærksomme over for disse tegn – de reflekterede ikke over dem og lod dem ikke påvirke deres hjerter. Deres uvidenhed og ligegyldighed var roden til deres benægtelse, og derfor fortjente de denne strenge straf, som var en manifestation af Guds retfærdighed over for dem, der trodsede Hans befalinger og afviste Hans budbringere.

Lærdomme og formaninger fra verset:

1. Guds straf er uundgåelig for dem, der vedholdende benægter sandheden – ingen kan undslippe Guds retfærdighed, når den først er besluttet.
2. Ligegyldighed over for Guds tegn er en alvorlig synd – at se sandheden uden at reflektere over den eller handle på den fører til åndelig fortabelse.
3. Guds barmhjertighed og retfærdighed går hånd i hånd – Han giver mennesker tid og mulighed for at vende tilbage, men når de fortsætter i deres hovmod, er straffen fortjent.
4. At være opmærksom på Guds tegn i naturen og i åbenbaringen er en vej til frelse og lykke i begge verdener. Den, der åbner sit hjerte for sandheden, vil finde fred og vejledning.
5. Historien om Faraos folk er en påmindelse for os i dag – vi bør lære af fortidens folk og ikke gentage deres fejl ved at afvise Guds budskab og Hans profeters vejledning.