Sura As-Saffat — Vers 135

Betydning af ord i verset:

• ʿAjūz (عَجُوزًا): En gammel, ældet kvinde.
• Fī al-Ghābirīn (فِي الْغَابِرِينَ): Blandt de efterladte, dvs. dem der bliver tilbage i straffen og ødelæggelsen.

Forklaring af verset:

Dette vers er en fortsættelse af beretningen om profeten Lot (fred være med ham) og hans redning fra den straf, der ramte hans folk. Verset viser, at Guds frelse omfattede Lot og hele hans husstand – alle hans troende familiemedlemmer – bortset fra én enkelt person: en gammel kone, som var hans hustru. Hun blev ikke reddet, men blev derimod blandt dem, der blev efterladt i straffen og gik til grunde sammen med sit folk. Årsagen til dette var, at hun ikke troede som sin mand, men delte sit folks vantro og støttede dem i deres syndige handlinger. Derfor blev hun ramt af den samme ødelæggelse, som ramte de andre, og hun var blandt de efterladte, der omkom i straffen – i modsætning til dem, der blev frelst. Dette viser, at slægtskab og ægteskabelige bånd ikke gavner en person, hvis troen ikke er til stede, og at Guds frelse kun omfatter de troende, uanset deres relationer.

Lærdomme og visdom fra verset:

• Troen er det eneste, der redder mennesket, og ingen slægtskabs- eller ægteskabsbånd kan frelse en person fra Guds straf, hvis vedkommende er en vantro.
• Guds straf rammer kun dem, der fortjener den, og den omfatter ikke de retfærdige, selvom de lever blandt syndere.
• Verset viser Guds retfærdighed, idet den troende hustru blev frelst, mens den vantro hustru blev straffet – selvom hun var gift med en profet.
• Det opfordrer den troende til at være opmærksom på sine nærmeste og ikke lade kærlighed til familie eller venner overskygge vigtigheden af tro og lydighed mod Gud.
• Det understreger, at følgeskab med de onde i deres handlinger fører til samme skæbne, mens følgeskab med de retfærdige i troen fører til frelse og Guds nåde.