Sura An-Nisa — Vers 55

Ord- og udtryksforklaring:

• "mæn آمن به": dem, der troede på ham (Profeten Muhammad, fred og velsignelser være med ham).
• "mæn sadde 'anhu": dem, der vendte sig bort og afviste ham, og som også forhindrede andre i at følge ham.
• "sæ'iran": en flammende, rasende ild.

Tolkning af verset:

Blandt de jøder og folk, der havde fået en del af viden og skrifterne, var der nogle, der oprigtigt troede på Profeten Muhammad (fred og velsignelser være med ham) og fulgte det, han bragte – ligesom Abdullah ibn Salam og hans ledsagere. Og blandt dem var der andre, der vendte sig bort fra ham, afviste hans budskab og endda forsøgte at forhindre andre i at tro på ham. For dem, der afviser sandheden og fortsætter i deres hovmod, er Helvedes flammende ild tilstrækkelig som straf – en ild, der er tændt og klar til at fortære dem, der fortjener den. Dette vers viser, at mennesker reagerer forskelligt på sandheden: nogle tager imod den med åbent hjerte, mens andre vender sig bort og modarbejder den.

Udledte visdomme og formaninger:

Dette vers lærer os, at troen er en personlig gave og et valg – ingen kan tvinges til at tro, men enhver bærer ansvaret for sit eget valg. Det viser også, at selv blandt folk, der har modtaget viden og skrifter, er der forskellige holdninger til sandheden; nogle anerkender den, og andre afviser den. Verset advarer mod at følge hovmod og stædighed, som kan lede et menneske til fortabelse, og det minder os om, at Guds straf er reel og alvorlig. Samtidig opmuntrer det os til at være blandt dem, der tager imod sandheden med ydmyghed og oprigtighed, for det er vejen til frelse og Guds nåde. Det understreger også vigtigheden af at invitere andre til det gode og ikke at stå i vejen for dem, der søger sandheden.