Sura Yusuf — Vers 95

Ordforklaringer:

• "Tāllāhi" (تَاللَّهِ): En sværgelse, hvor man sværger ved Allah.
• "Ḍalāl" (ضَلَال): At afvige fra den rette vej; her i betydningen en fejlvurdering eller en vedvarende besættelse.
• "Al-qadīm" (الْقَدِيم): Den gamle, tidligere, det der har varet ved i lang tid.

Tolkning af verset:

Da Jakob (fred være med ham) mærkede duften af sin søn Josef (fred være med ham) og udtrykte sit håb om at møde ham igen, svarede de omkringstående – hans sønner eller børnebørn – ham med en sværgelse: "Ved Allah, du er stadig i din gamle vildfarelse." De mente dermed, at Jakob (fred være med ham) stadig var fanget i sin gamle fejlvurdering og dybe længsel efter Josef, som de troede var død for længe siden. De troede, at hans store kærlighed til Josef havde fået ham til at miste fornuftens balance, så han ikke kunne acceptere virkeligheden, og at hans vedvarende håb om at se Josef igen var en illusion, der hørte fortiden til. De sagde dette i en blanding af undren og bebrejdelse over, at han ikke kunne slippe tanken om Josef, selv efter så lang tid.

Udledte visdomme og budskaber:

• Dette vers viser, hvor dyb og oprigtig en faders kærlighed kan være, og at den rene kærlighed ikke svækkes med tiden – tværtimod kan den vokse, selv når håbet synes umuligt.
• Det lærer os, at mennesker ofte misforstår andres stærke følelser og tro, og at man ikke skal lade sig slå ud af andres negative ord eller tvivl, når man har et oprigtigt håb og en stærk tro på Allah.
• Verset opmuntrer den troende til at holde fast i sine håb og bønner til Allah, selv når alle omkring en anser dem for urimelige eller umulige, for Allah kan opfylde det, som mennesker anser for umuligt.
• Det minder os om, at troen på Allahs nåde og evne til at genforene hjerter er en del af den sande islamiske ånd, og at man ikke skal opgive håbet om Allahs hjælp, uanset hvor længe prøvelserne varer.