Sura Ar-Ra'd — Vers 26

Ordforklaringer:

• Yabsutu: At udvide, forøge og give rigeligt.
• Yaqdiru: At indsnævre, begrænse og gøre knapt.
• Farihū: De glædede sig med hovmod og indbildskhed, ikke med taknemmelighed.
• Matā’: En kortvarig, forbigående nydelse eller genstand, der bruges og derefter forsvinder.

Tolkning af verset:

Allah alene er den, der udvider og forøger forsørgelsen (rizq) for den, Han ønsker blandt Sine tjenere, og Han indsnævrer og begrænser den for den, Han ønsker. Dette sker i overensstemmelse med Hans visdom og retfærdighed – ikke som et tegn på, at den, der får rigeligt, er elsket af Allah, eller at den, der får knapt, er foragtet. Tværtimod kan Allah give den vantro rigdom for at lade ham fortabes gradvist, og Han kan give den troende knaphed for at ophøje hans belønning. Alt sker efter Allahs vilje.

Derefter kritiserer Allah de vantro, som glædede sig overdrevent over det jordiske liv og følte sig trygge og tilfredse med dets forgængelige fornøjelser – en glæde præget af hovmod og ikke af taknemmelighed over for Allahs velsignelser. Men det jordiske liv, uanset hvor meget det end måtte indeholde af nydelser og rigdom, er i sammenligning med det hinsides liv intet andet end en ringe og kortvarig nydelse, der hurtigt forsvinder og får en ende. Det hinsides liv er derimod det evige og blivende liv, hvor den sande lykke findes.

Udledte visdomme og formaninger:

• At have rigeligt eller knapt med forsørgelse er ikke i sig selv et mål for Allahs kærlighed eller vrede; det er en prøve og en del af Hans skjulte visdom.
• Den troende bør ikke lade sig bedrage af rigdom eller nød, men bør se på, hvordan han forvalter det, Allah har givet ham.
• Det jordiske liv er forbigående og kortvarigt; derfor bør man ikke knytte sit hjerte til det, men i stedet stræbe efter det evige liv i det hinsides.
• Glæde over Allahs velsignelser bør være en glæde, der leder til taknemmelighed og lydighed – ikke en glæde, der gør én hovmodig og glemsom over for Allah.
• Sammenlignet med det hinsides liv er alt jordisk – uanset hvor stort det er – blot en lille og forsvindende nydelse, hvilket opmuntrer den troende til at prioritere det, der varer ved.