Sura Al-Anbiya — Vers 37

Betydning af ord i verset:

• خُلِقَ الْإِنسَانُ مِنْ عَجَلٍ – Mennesket er skabt med en naturlig tilbøjelighed til hastværk og utålmodighed; han ønsker at opnå tingene med det samme, før deres rette tid er kommet.
• آيَاتِي – Dvs. Mine tegn og straffe, som vil vise sig for dem.
• فَلَا تَسْتَعْجِلُونِ – Så bed ikke om at fremskynde straffen før dens fastsatte tid.

Fortolkning af verset:

Mennesket er af natur skabt med en iboende hastværk og utålmodighed, idet han søger at fremskynde begivenhederne, før de finder sted. Dette vers kommer som en indledning til at imødegå de vantro, der spottende udfordrede profeten (fred være med ham) ved at bede om, at Guds straf skulle komme hurtigt, og som krævede et mirakel efter eget valg. Gud den Ophøjede svarer dem med en alvorlig trussel: "Jeg vil snart vise jer Mine tegn" – dvs. Min straf og Mine hævnende handlinger, som vil ramme jer – "så skynd jer ikke" med at bede om dens komme, for den vil uundgåeligt indtræffe på det fastsatte tidspunkt. Historien bekræfter, at Gud viste dem dette løfte på Slaget ved Badr, hvor de led et ydmygende nederlag, og dermed blev truslen opfyldt.

Udledte lærdomme og formaninger:

• Dette vers lærer os, at utålmodighed er en del af menneskets natur, men den troende bør tøjle denne tilbøjelighed med tålmodighed og tillid til Guds visdom, som altid lader alt ske på det rette tidspunkt.
• Verset advarer mod at spotte eller udfordre Guds løfter, for Guds straf og hjælp kommer uundgåeligt, selvom den kan være forsinket ifølge menneskelig opfattelse.
• Det opfordrer den troende til at afholde sig fra at bede om ulykker eller straf i hast, og i stedet søge Guds nåde og barmhjertighed, idet man ved, at Gud handler med fuld visdom og retfærdighed.
• Verset styrker troen på, at Guds sejr over sandheden er uundgåelig, hvilket giver den troende håb og tryghed i hjertet, selv når fjenderne synes stærke og hånende.