Sura Maryam — Vers 29

Ord- og udtryksforklaring:

• "فَأَشَارَتْ إِلَيْهِ": Hun pegede på ham, dvs. på sin søn Jesus (fred være med ham), som lå i vuggen.
• "الْمَهْدِ": Vuggen eller det sted, hvor et spædbarn ligger.
• "صَبِيًّا": Et lille barn, der endnu ikke har nået en alder, hvor det kan tale forståeligt.

Tolkning af verset:

Da Maria (fred være med hende) blev konfronteret af sit folk, der bebrejdede hende for det, de troede var en alvorlig synd, pegede hun blot på sit spæde barn, Jesus, som et tegn på, at de skulle tale med ham. Folket afviste dette med undren og sagde: "Hvordan kan vi tale med et spædbarn, der ligger i vuggen og stadig dier?" De forstod ikke, at Jesus var en Guds profet, der ved Guds magt ville tale til dem som et mirakel. Deres reaktion afspejlede deres vantro og manglende forståelse af Guds evne til at gøre undere, som overgår menneskets normale fatteevne.

Lærdomme og budskaber fra verset:

Dette vers lærer os, at Guds magt er ubegrænset, og at Han kan lade mirakler ske, som mennesker ikke kan forestille sig. Det minder os om vigtigheden af at have tillid til Gud i alle situationer, selv når omstændighederne synes umulige. Maria viste eksemplarisk tålmodighed og hengivenhed ved at overlade sagen til Gud, og dette opmuntrer os til at søge Guds hjælp og stole på Hans visdom, når vi møder udfordringer. Verset understreger også, at sandheden kan komme fra de mest uventede steder, og at vi bør være åbne over for Guds tegn og undre, som styrker troen og nærmer os Ham.