Sura Al-Mu'minun — Vers 36

Ordforklaring:

• "Haihata" (هَيْهَاتَ): Et udtryk, der betegner noget, der er meget fjernt eller umuligt at opnå. Det bruges til at udtrykke stor afstand – både i tid og sted – og her i betydningen "langt fra" eller "umuligt".
• "Limā tū'adūn" (لِمَا تُوعَدُونَ): Det, som I bliver lovet eller truet med – nemlig opstandelsen efter døden.

Tolkning af verset:

Dette vers er en del af fortællingen om de vantro, der hånede profeten og hans budskab om opstandelsen. De sagde med spot og vantro: "Langt fra, langt fra – det, I bliver lovet!" Med gentagelsen af ordet "haitah" understreger de deres totale afvisning og deres overbevisning om, at det er umuligt, at mennesker, der er blevet til støv og knogler, igen skal rejses op til live. De mente, at fornuften og naturens love gjorde en sådan genopstandelse fuldstændig udelukket. Men deres udsagn var ikke baseret på viden eller beviser – det var blot tomme påstande og hovmodig benægtelse af Guds magt, som er i stand til at skabe alt og gentage skabelsen, når Han vil. Verset viser deres holdning, men samtidig lægger det op til, at den, der hører dette, skal tænke over, at intet er umuligt for Gud, der skabte dem første gang uden noget.

Udledte visdomme og formaninger:

• Troen på opstandelsen er en grundpille i islam, og den minder mennesket om, at livet ikke ender med døden, men at der er en regnskabets dag, hvor enhver får, hvad han har fortjent.
• Menneskets forstand er begrænset, og den kan ikke måle Guds uendelige magt. Det, der synes umuligt for mennesket, er let for Gud, som skabte himlene og jorden uden fortilfælde.
• At håne og spotte Guds løfter ændrer ikke på sandheden; det skader kun den, der spotter, og gør ham blind for virkeligheden.
• Verset opfordrer til ydmyghed og eftertanke over skabelsen og døden, så hjertet åbner sig for troen på genopstandelsen og det evige liv, hvor retfærdigheden vil ske fyldest.