Sura Ad-Duha — Vers 9

Ord- og udtryksforklaring:

• "Al-Yatīm" (الْيَتِيمَ): Det forældreløse barn, som har mistet sin far, og som derfor har behov for særlig omsorg og beskyttelse.
• "Lā Taqhar" (لَا تَقْهَرْ): Du må ikke undertrykke, mishandle eller behandle ham dårligt. Det betyder også, at man ikke må tage hans rettigheder eller ejendom med urette.

Tolkning af verset:

Efter at Allah har nævnt Sine velsignelser over profeten Muhammed (fred være med ham) – at Han fandt ham forældreløs og gav ham ly, fandt ham vildledt og ledte ham, og fandt ham fattig og gjorde ham rig – følger der nu en række formaninger. I dette vers siger Allah: "Hvad angår den forældreløse, så må du ikke undertrykke ham eller behandle ham dårligt." Dette er en direkte formaning til profeten (fred være med ham) og dermed til hele det muslimske samfund om at vise venlighed og retfærdighed over for forældreløse børn. Man skal ikke misbruge dem, ikke tage deres arv eller ejendom med urette, ikke ydmyge dem eller se ned på dem. Tværtimod skal man behandle dem med ømhed, omsorg og respekt, præcis som man ønsker, at ens egne børn bliver behandlet. Verset understreger, at den, der selv har oplevet at være forældreløs, bør være særlig opmærksom på at beskytte og støtte andre forældreløse.

Visdom og lærdomme fra verset:

1. Omsorg for de svage: Islam lægger stor vægt på at beskytte de svage i samfundet, især forældreløse børn, der ikke har nogen til at forsvare deres rettigheder.
2. Taknemmelighed gennem handling: Når Allah har givet dig en velsignelse, så vis din taknemmelighed ved at hjælpe andre, der er i samme situation, som du selv var i.
3. Retfærdighed og barmhjertighed: At behandle forældreløse med værdighed og retfærdighed er en af de højeste former for tilbedelse og en vej til Allahs kærlighed.
4. Samfundsansvar: Dette vers opbygger et stærkt og sammenhængende samfund, hvor ingen føler sig forladt eller undertrykt, og hvor alle tager ansvar for hinanden.
5. Profetens eksempel: Profeten Muhammed (fred være med ham) var selv forældreløs, og dette vers minder os om, at dem, der har oplevet modgang, skal være de første til at hjælpe andre i samme situation – dette gør troen levende og praksisorienteret.