Sura Al-Qasas — Vers 62

Ordforklaring:

• "شُرَكَائِي": Mine partnere/medhjælpere – her mener Gud de afguder og væsener, som de vantro hævdede var Guds partnere i tilbedelsen.
• "تَزْعُمُونَ": I påstod/hævdede – en henvisning til deres falske og grundløse påstande i verden.

Tolkning af verset:

På Dommedagen vil Allah – ophøjet være Han – kalde på dem, der begik shirk (afgudsdyrkelse) i denne verden, og Han vil spørge dem med en irettesættende og gørende tone: "Hvor er de partnere, I tillagde Mig? Hvor er de afguder og væsener, som I påstod var Mine meddelere i guddommelighed og tilbedelse?" Dette spørgsmål er ikke et reelt spørgsmål om information, men snarere en bebrejdelse og en påmindelse om deres tomme påstande. På den dag vil deres falske guder være forsvundet, og de vil ikke kunne hjælpe dem på nogen måde. Spørgsmålet tjener til at afsløre deres fortabelses omfang og gøre dem opmærksomme på, at deres tilbedelse af andre end Allah var fuldstændig nytteløs og uden grundlag. Verset opfordrer profeten Muhammed (fred være med ham) til at minde folk om denne dag, hvor sandheden vil blive åbenbaret, og hvor alle undskyldninger vil være nytteløse.

Udledte lærdomme og formaninger:

1. Renhed i troen (Tawhid): Verset understreger vigtigheden af at vie al tilbedelse udelukkende til Allah alene, for ingen anden fortjener at blive tilbedt, og enhver form for shirk vil føre til fortrydelse på Dommedagen.
2. Alvorligheden af shirk: Det viser, hvor alvorlig synden shirk er, da Allah på Dommedagen vil konfrontere dem, der begik den, med deres falske påstande for at ydmyge dem.
3. Virkeligheden af Dommedagen: Verset bekræfter, at Dommedagen er en realitet, hvor alle vil blive holdt ansvarlige for deres handlinger, og hvor intet vil være skjult.
4. Opmuntring til at tænke sig om: Det opfordrer mennesker til at reflektere over deres tilbedelse i denne verden og til at vende tilbage til den rene monoteistiske tro, som er kernen i Islam og nøglen til frelse.
5. Guds retfærdighed: Verset viser Guds retfærdighed, idet Han ikke dømmer nogen uden først at have fremlagt beviserne og konfronteret dem med deres handlinger, så ingen kan hævde at have været uretfærdigt behandlet.