Sura Taha — Vers 67

Ordforklaring:

• أَوْجَسَ: at mærke eller føle noget i sit indre, at nære en skjult følelse.
• خِيفَةً: frygt eller angst.
• مُوسَى: profeten Moses (fred være med ham).

Tolkning af verset:

Da Moses (fred være med ham) så troldmændene kaste deres reb og stave, og de ved deres magi syntes at bevæge sig som slanger, mærkede han i sit indre en frygt. Denne frygt opstod, fordi han som menneske naturligt kunne blive påvirket af det skræmmende syn, og han tænkte, at de måske kunne true ham. Det var dog ikke en svaghed i troen, men en naturlig menneskelig reaktion på en overvældende og truende situation. Frygten var skjult i hans hjerte og blev ikke åbenlyst vist, men Gud kender det skjulte og det åbenbare.

Lærdomme og visdom fra verset:

• Selv store profeter som Moses (fred være med ham) kunne opleve menneskelige følelser som frygt, hvilket viser, at det er en naturlig del af menneskets væsen, og at det ikke formindsker deres status eller tro.
• Verset lærer os, at frygt i øjeblikke af prøvelser er noget, Gud forstår og ikke fordømmer, så længe man ikke lader den overtage ens tro og tillid til Gud.
• Det opmuntrer den troende til at søge styrke i Gud, når man står over for udfordringer, for ligesom Moses blev beroliget og støttet af Gud, vil den troende også få hjælp, når man vender sig til Ham.
• Verset minder os om, at Guds støtte er større end enhver menneskelig trussel, og at troen på Gud giver ro i hjertet, selv når omstændighederne synes skræmmende.