Sura Al-Waqi'a — Vers 47

Ordforklaring:

• أَئِذَا مِتْنَا: Mon vi, efter at vi er døde?
• تُرَابًا وَعِظَامًا: Til støv og knogler (dvs. forrådnede og opløste rester).
• لَمَبْعُوثُونَ: Vil vi blive oprejst og sendt til regnskab?

Tolkning af verset:

De vantro, der levede før dommedag, sagde i deres fornægtelse af opstandelsen – med hån og undren –: "Mon vi virkelig skal oprejses, når vi er døde og blevet til støv og forrådnede knogler? Skal vi genopstå til et nyt liv efter al denne forrådnelse?" De sagde dette for at udtrykke deres totale afvisning og for at latterliggøre tanken om, at mennesket kan vende tilbage til livet efter døden. Deres udsagn afspejler en dyb skepsis og en benægtelse af Guds magt, som om intet er umuligt for Ham. De glemte, at Ham, der skabte dem første gang fra intet, også er i stand til at genoplive dem efter døden.

Udledte lærdomme og budskaber:

• Verset lærer os, at fornægtelsen af opstandelsen ofte stammer fra en overfladisk betragtning af den menneskelige krop efter døden, uden at tænke på Skaberens uendelige magt.
• Det opfordrer den troende til at reflektere over Guds skaberkraft i naturen og i sig selv, hvilket styrker troen på, at intet er umuligt for Allah.
• Det minder os om, at hån mod guddommelige sandheder er et tegn på hovmod og uvidenhed, og at den troende bør møde sådanne udsagn med visdom og tålmodighed.
• Verset bekræfter, at livet efter døden er en realitet, som enhver vil blive konfronteret med, og at troen på denne sandhed er en kilde til håb og ansvarlighed i dette liv.